Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134 BRUDESLÅTTEN
av forbannelsen, den sprang op over ham og op over henne, den
gjødde og hilste og var et levende uttryk for deres egen morgen-
lyse lykke. Hans hjalp henne og gutterne med morgenens stell,
og da de ændelig sat ved bordet for at spise, var Beret også op-
ståt. Hver gang Hans så på Beret, blev hun rød, og da Mildrid
efter bordet holdt i hans urkjæde, mens hun talte med ham,
skyndte Beret sig ut. Hun var vanskelig at finne, da de skulde gå.
„Hør, Mildrid,“ sa han et stykke på vejen, idet han kom nær-
mere og gik sagte; Jeg har tænkt på noget som jeg ikke fik sagt
dig igår.“ Stemmen lød så alvorlig at hun så op på ham, han
talte langsomt og uten at se på henne: „Jeg vilde be dig om, at
du .. hvis Gud vil, vi to skal få hværandre .. efter brylluppet
følger hjæm til mit.“ Hun blev rød, og svarte omsider unvigende:
„Hvad vil far og mor sige til det?“ Han gik en stund, før han
svarte. Jeg tænkte ikke det kom så nøje an på dem, når vi to
var enige.“ Det var første gang han sa noget som gjorde henne
ondt. Hun svarte ikke. Han syntes at vænte på henne og føjde
ændelig sagtere til: „Jeg vilde, at vi to skulde være for os selv
...bli vant til hværandre.“ Hun begynte nu bedre at forstå ham;
men hun kunde ikke svare. Han gik som før, langsomt og uten
at se på henne; nu tidde han ganske. Hun følte sig klæmt, og så
spejdende op til ham. Da var han aldeles blek. „Men Hans!“
utropte hun og stanste, uten at hun selv visste det. Hans stanste
også, så flygtig på henne, og siden på geværet som han hadde
sat ned og nu stod og drejde. „Kan du ikke følge mig hjæm?“
Stemmen var dæmpet, men blikket kom med én gang fullt og fast.
,Jo, det kan jeg!“ skyndte hun sig at svare. Hennes øjne hvilte
rolig i hans, en rødme fløj over hans kinner, han skiftet geværet
til venstre fra højre hånd, som han gav ut. „Takk!“ hvisket han
og trykte hennes fast. De gik videre.
Den eneste tanke hun tok av dette, spant hun videre med sig,
og ændelig kunde hun ikke mere være alene om den: „Du
kjænner ikke mine forældre.“ Han gik en stund, før han svarte:
„Nej — men når du følger med hjæm til mit, får jeg tid til at
kjænne dem.“ — „De er så gode,“ la hun til. — „Det har jeg
hørt alle sige.“ — Han sa det bestemt, men koldt.
Før hun fik tænke eller sige noget mere, begynte han at for-
tælle om sit hjæm, om sine søsken, om den nød de hadde
arbejdet sig op av, om søskenenes duelighed, troskap, munterhed,
om de rejsende og det arbejde disse gav, om husene og især om
den nye bygning som han nu vilde opføre, og som skulde være
for dem, om at hun nu skulde få opsyn over altsammen, men
også hjælp til alt, ja at enhvær vilde bære henne på hænderne,
og han ikke minst! Eftersom han talte, gik de fortere; han talte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
