Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138 BRUDESLÅTTEN
barnet mit?“ møtte moren i angst. — Jeg er forlovet,“ sa Mildrid,
sænkende hodet, og brast i gråt.
Der kunde ikke fallt mere bedøvende slag innen den stille ring!
Bleke, tause så forældrene på hværandre. Den stø, sagtmodige
Mildrid, hvis varsomme væsen og lydighed forældrene så ofte
hadde takket Gud for, hadde uten deres råd, uten deres vidende
foretat livets vigtigste skridt, det som også opgjorde forældrenes
fortid og fremtid. Mildrid følte i samme stund hvær tanke de
gjorde sig, og frygten stanste gråten. Mildt, langsomt spurte faren:
„Hvem er det så med, barnet mit?“ — Efter en stillhed kom
svaret hviskende: „Det er med Hans Haugen.“
Noget navn eller nogen begivenhed fra Haugen var vel ikke
nævnt der i stuen i over tyve år. Som forældrene så saken, var
der bare kommet ondt fra Haugen over denne gård. Mildrid
skjønte atter deres tanker; hun sat ubevægelig, væntende sin dom.
Men atter mildt og langsomt sa faren: „Vi kjænner ikke denne
mann — hverken jeg eller din mor. — Ej heller visste vi at du
kjænte ham.“ — „Nej, heller ikke jeg kjænte ham,“ sa Mildrid.
De forbausede forældre så på hværandre. — „ Hvorledes gik da
dette til?“ Det var moren som spurte. — ,Ja, det vet jeg ikke
selv,“ sa Mildrid. — „Men, kjære barn, en må da kunne styre
sig!“ Mildrid svarte ikke. — „Vi tænkte om dig,“ føjde faren
spakfærdig til, „at vi kunde være sikkre på dig.“ Mildrid svarte
ikke. — „Men hvordan gik det til?“ gjæntok moren ivrigere; „du
må da vite det!“ — „Nej, jeg vet det ikke .... jeg vet bare at
jeg ikke kunde for det, nej, det kunde jeg ikke;“ hun sat og holdt
sig i bænken med begge hænder. — „Gud trøste og bedre dig,
hvad har der da været over dig?“ — Mildrid svarte ikke. Da
dæmpet atter faren samtalen. I venlig rolighed spurte han: „Hvor-
for talte du ikke til en av os, barnet mit?“ Også moren tok sig
i det og sa stille: „Du vet hvor vi holder av barnene, vi som
har levd så ensomt — og, vi tør vel sige det, især av dig, Mild-
rid; for du har været mest for os.“ — Mildrid kjænte ikke længer
plassen hvorpå hun sat— „Ja, vi tænkte ikke at du vilde forlate
os således.“ Det var faren som talte. Om ordene kom tyst, så
gjorde de ikke mindre ondt. — Jeg vil ikke forlate eder,“ stam-
met hun. — „Sådant må du ikke sige,“ svarte han alvorligere æn
før; „for du har jo allerede forlatt os.“ — Mildrid følte at det
var sant, og dog var det ikke sant; men hun kunde ikke rede
det. Moren sa: „Hvad har det nu nyttet til, at vi har levd kjærlig
og gudfrygtig med vore barn? — I den første prøve“ — hun
vilde for datterens skyll ikke sige mere. Men nu kunde ikke
Mildrid holde det ut: „Jeg vil ikke forlate eder .... jeg vil ikke
gjøre eder ondt . .. jeg kunde bare ikke.....nej, jeg kunde ikke!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
