- Project Runeberg -  Samlede værker / Andet bind /
140

(1910-1911) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida -
Brudeslåtten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

140 BRUDESLÅTTEN

Om gården hadde sunket, kunde forældrene ikke bli mere for-
undret æn over at den blev forsmådd, — og at Mildrid tidde, viste
dem at hun var enig. Allikevel var det så, at denne de unges
beslutning uvilkårlig satte forældrene noget utenfor den egentlige
avgjørelse; de følte sig ydmyget. „Det var du som sa du ikke
vilde forlate os,“ bemærket moren i stille bebrejdelse, og det traf.
Men Hans kom henne til hjælp. „Forlate eder? Ethvært barn
som gifter sig, må vel forlate sine forældre.“ Han smilte og føjde
venlig til: „Rejsen blir ikke lang; det er litt over tre fjærdinger
herfra til Haugen.“ Men det er jo ikke egentlig ordene det kom-
mer an på ved slik lejlighed: tankerne tar sin vej tross dem. For-
ældrene følte sig forlatte, ja forrådte ved de unges beslutning. At
der kunde leves godt på Haugen, visste de nok; de rejsende dit
hadde git stedet anseelse; der hadde til og med ståt om det i
bladene; — men Haugen var dog Haugen, og at Mildrid, deres
kjæreste barn, vilde gjøre slægtens rejse tilbake til Haugen, det
var dog for meget! Under disse omstændigheder vilde måske
andre ha været vrede, men disse to ønsket helst i stillhed at
komme bort fra det som de ikke likte. De vækslet derfor, et for-
stående øjekast, og faren sa læmpelig: „Dette er for mange ting
på én gang, vi kan ikke godt svare til det ænnu.“ — „Nej,“ sa
også moren; „vi hadde ikke tænkt at få så stor tidende — og at
få den således.“ Hans stod litt, før han sa: „Det er så, at Mildrid
først skulde ha spurt sine forældre. Men når nu ingen av os
visste noget om det, før det var for sent? Således gik det nemlig
til. — Vi kunde da ikke gjøre annet æn at komme, straks det
var gjort, begge to, og det har vi gjort. — I får ikke ta det for
strængt.“

Efter dette var der i grunnen intet at sige på deres færd, og
den rolige måte han brukte, gjorde det ænnu sannere. I det hele
mærket faren, at han stod sig ikke mot ham, og liten tillid som
han hadde til sig selv, vilde han derfor så meget heller komme
fra det. „Vi kjænner dig ikke,“ sa han og så på konen; vi må
få betænke os.“ — „Ja, det er visst det beste,“ mente Randi; „for
den vi skal gi vort barn, må vi jo kjænne.“ Mildrid følte kræn-
kelsen i disse svar, men så bedende på Hans. „Det er sant,“
svarte Hans og begynte at dreje geværet under den ene hånd —
„skjønt jeg tror ikke, der er mange i bygden som er synderlig
mere kjænt æn jeg. Men kanske har nogen talt ondt om mig?“
Han så op på dem. Mildrid sat forlegen på forældrenes vegne,
og disse selv følte at de hadde kanske vakt mistanke, og det vilde
de ikke. „Nej, vi har intet ondt hørt om dig,“ sa derfor begge
på én gang, og moren la i skyndingen til, at det virkelig var så,
at de slet ikke kjænte ham, for de hadde så Sjælden spurt til

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 15:38:35 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bjornson/2/0140.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free