Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BRUDESLÅTTEN 141
folket på Haugen. — Hun mente intetsomhelst ondt med det;
men først da det var kommet over hennes læber, fattet hun at
det var ikke heldig uttrykt, og hun mærket både på mannen og
Mildrid, at de mente det samme. Svaret lot en stund vænte på
sig. — „Har slægten på Tingvold ikke spurt til folket på Haugen,
så er skyllen ikke vor; — for vi har været fattigfolk like til de
siste årene.“ — I disse få ord lå en bebrejdelse, som av alle tre
føltes at være sann, og det til bunds. Men aldrig før nu var det
fallt mann eller kone in, sky og optat av sin sorg som de hadde
været, at de her hadde forsømt en pligt; aldrig hadde de før nu
tænkt over, at den fattige slægt på Haugen ikke burde ha lidt for
deres vanhæld; ti deri var den aldeles uskyldig. De skottet un-
selig til hværandre, og blev siden sittende hvær for sig i virkelig
skam. Hans hadde sagt det varsomt, og det ænskjønt konens svar
måtte ha tirret ham. Begge følte derfor, at de hadde en bra kar
for sig, og at her i tvefold forstand var noget at gjøre godt igjæn.
Således gik det til at faren sa: „Lad os ta os noget mere tid;
kan du ikke bli her og spise til middag med os? Så kan vi altid
tales litt ved.“ — „Du får komme og sætte dig inpå,“ la moren
til. Begge rejste sig.
Hans satte geværet med huen på fra sig, og kom frem dit hvor
Mildrid sat, som straks rejste sig; hun visste selv ikke hvorfor.
Moren sa det var nok best at se til i kjøkkenet, og hun gik.
Faren lot til at ville slå følge; men Mildrid ønsket ikke at være
alene med Hans, så længe forældrene nægtet sit samtykke, så
hun gik mot den annen dør; de så henne siden over gården
til farmors stue. Da kunde ikke mannen la Hans være alene, så
han vændte om og satte sig igjæn.
De to mænn talte sammen om likegyldige ting; det var først
om jagten og deres stell oppe på fjællet i sommerhytterne, om
fortjenesten ved slikt o. s. v. Siden kom de til Haugen og til de
rejsende der, til gårdsdriften deroppe, og det hele gav faren intryk
av at der nu var velstand på Haugen og meget liv. Moren gik
av og til med sin tilberedelse til middagen, så hun ofte hørte
på, og det var synligt på begge de gamle, at de fra at være
sky følte sig efterhånden noget tryggere; ti spørsmålene kom
litt nærmere.
Der blev lagt mærke til Hans’s belevne væsen ved middags-
bordet. Han sat ved væggen, like mot moren og Mildrid; faren
sat for ænden, i højsætet. Folkene hadde spist før, og i kjøk-
kenet, hvor de også selv plejde at spise sammen med dem. Men
saken var nok den, at de idag nødig vilde vise Hans frem. Ved
bordet følte Mildrid at moren så på henne, når Hans smilte.
Han var av dem som hadde et alvorligt ansigt, men som blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
