Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 KAPTEJN MANSANA
Napoleon den tredje, så har man et italiensk typeåsyn av de
mænn der rejste sig mot statens og kirkens tyranni, trossende
fængsler og rettersteder, sammenknyttet sig i de frygtelige for-
eninger, moderstammerne til den hær der fridde Italien. Napoleon
hadde just været medlem av en slik forening; han hadde som
alle kammerater svoret, i hvilken som helst stilling han kom, at
nytte denne til Italiens enhed og lykke, eller i motsat fall at ha
sit liv forbrutt. Men karbonari-kammeraten Orsini var den som
minte ham om hans ed, da Napoleon var blet Frankrikes kejser.
Orsini gjorde det således, at Napoleon visste hvad der væntet
ham, hvis han ikke holdt den.
Mit første intryk, den gang jeg så Orsinis billede, var det at ti
tusen slike mænn måtte kunne erobre værden. Og her stod jeg
foran nogen, utrustet av den samme folkenød til samme vilje.
Der var fallt et slags ro over viljerne nu; men noget mørkt over
øjnene sa, at tilfredshedens var det ikke. Medaljerne på deres
bryst viste de hadde været med ved Porta San Pancrazio i 49,
da Garibaldi to ganger drev de i tal overlegne Franskmænn til-
bake, i 58 ved Guardasjøen, i 59 på Sicilien og i Neapel. Og hvad
medaljerne ikke fortalte, hørte sansynligvis også med til deres livs
historie, at de hadde været med ved Mentana. Det er slike, av
regjeringen ikke erkjænte slagplasser, som har brænt sig dypest
in i folkesjælene. Det fik den samme Napoleon at føle, da han
hadde sikkret sig Italiens hjælp mot Tyskland; Mentana forbød
konge og regjering at infri deres løfte; det vilde ha kostet
en krone.
Motsætningen mellem den dunkle, forfærdelige vilje i det itali-
enske folk og likegladhedens spotblandede eller rent lette sorg-
løshed er just så stor som motsætningen var mellem slike Orsini-
ske viljemænn jeg her så, og de likeglade, enten fint hånfulle eller
fullstændig bekymringsløse fjæs omkring blant tilskuerne, og blant
de repræsentanter der fulgte faner med inskrifter som Pressen,
Den frie Tænkning, Det frie Arbejde, o. s. v., o.s.v. Uvilkårlig
tænkte jeg: Det er den ene dels letsinn, som har fremtvunget den
annen dels vilje. Så stort, så almindeligt hadde letsinnet været,
at så stærk, så mørk måtte gjænrejsningens vilje bli. Og gjænnem
mit hode løp Italiens historie i dens letsinn og i dens viljeskik-
kelser. Jeg drog frem og tilbake fra Brutus til Orsini, fra Catilina
til Cesare Borgia, fra Lucullus til Leo den tiende, fra Savonarola
til Garibaldi, da følget satte sig i gang, alle fanerne slog, utropere
skrek med blad og små hæfter, hvori Mansanas historie, og toget
bøjde in i Via Felice. Det gik taust; de høje hus gav i morgenen
få tilskuere, ænnu færre, da toget bøjde in i Via Venti-Settembre
forbi Quirinale, men nogen flere, da det kom ned på Foro Romano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
