Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150 KAPTEJN MANSANA
da de fornemme hustruer, to barndomsveninner, arbejdet som
tjenestejænter på marken, i vignen og i huset; da de måtte ta
logerende og opvarte, og til alt dette høre spottenda ord — ikke
alene av de klerikale, som under pavens herredømme også var
byens absolute herrer, men av andre; ti deres tal var den
gang meget lite, som æret hustruerne for det offer deres mænn
hadde bragt, og som med disse håbet på frihed, oplysning og ret-
færd. Nu hadde den gamle vunnet! Men hvorledes? Så, at hun
gråt over sin forsmådde kjærlighed, sine forsmådde råd, sin tapte
formue og rejste sig og bannet de sønner der hadde forlatt og
plyndret henne, — intil et eneste øjekast, aldrig ord, av den ældste
svigerdatter tvang henne ned igjæn ved kaminen, hvor hun helst
sat og var ledig, når slike anfall kom over henne. En stund efter
gik hun altid ut, og traf hun da sønnesønnerne, i hvem hun des-
værre alt syntes at se det lyse glimt under den korte panne som
hun først hadde ælsket og siden frygtet hos sine egne sønner, da
drog hun dem lynende in til sig, advarte dem for fædrenes veje,
skjællte pakket ut, som det ikke var værdt at offre en skilling
for, æn sige velfærd, familie, frihed, og så bante hun sønnerne,
gutternes fædre; de var de herligste, men også de utaknemligste
og dummeste som nogen mor der i byen hadde født! Og den
ulykkelige rystet gutterne frem for sig: „Bliv dog fornuftigere,
skarns pak, 1 står jo og ler! Vær ikke som eders dumme mødre
der inne, der har forgapt sig i mine gutters galskap — jeg er jo
blant bare vanvittige!“ — og hun støtte dem fra sig og gråt, rejste
sig og gik ænnu længer avsides. Senere gjorde hverken hun eller
gutterne så mange omstændigheder. De lo av henne, når hun fik
anfallene, og hun kastet sten efter dem; og tilsist blev det så,
at sat hun bare alene, sa gutterne: „Farmor, er du nu gal igjæn?“
— og stenene kom.
Men hvorfor turde den gamle intet sige like over for sviger-
datteren? Av samme grunn som den hvorfor hun tapte like over
for sine sønner i fordums dager. Den gamles egen mann hadde
været en sykelig en, ute av stand til at drive sine ejendommer;
han hadde tat henne for at fullgjøre sig selv. Hun drev visstnok
ejendommen op, men ham ned. Han hadde et fint smil, adskillig
læsning og megen længsel, og han led nød i hennes selskap.
Hans ædlere natur kunde hun ikke bryte ned, men vel hans til—
fredshed og helbred. Og så hændte det, at den Skjønhed som
hun foragtet, mens han levde, sejret over henne, da han var død.
Og da den viste sig begejstret igjæn i sønnerne, og som en be-
brejdende minnelse i svigerdatterens rene blik, tapte hun aldeles.
Jeg siger farmors sten hadde truffet sønnesønnerne og sat ænnu
i. Se de to mænn gå der! Den yngste, den civilklædde, hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
