Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 151
et smil om de temmelig tynne læber, også et smil i det lille øje;
men jeg tror ikke man burde tirre det. Han var fremhjulpet av
farens politiske venner, hadde tidlig lært at bukke og takke, —
jeg tror ikke av taknemlighed.
Men se den ældste! Det samme lille hode, den samme korte
panne som broren; men begge bredere. Intet smil om munnen,
intet i øjet; jeg ønsket ikke en gang at se ham smile. Høj og
slank som broren, var han ænnu mere knoket, og mens de
begge gav intryk av en gymnastisk kraft, som kunde de ha
hoppet over likvognen, gav den ældste tillike intryk av at han
bokstavelig hadde lyst dertil; ti brorens av overflødig ævne halvt
slentrende gang var hos den ældste blet til en utålmodig spæn-
stighed; han gik på fjærer. Han var åbenbart ikke nærværende
her; øjnene lå langt ut over alt, — og da jeg senere bød ham mit
kort og mine minner fra fordum, sannet jeg at det var så.
I følget talte jeg med flere fra byen; jeg spurte efter farmor
Mansana; man smilte og fortalte ivrig, flere på én gang, at til ifjor
levde hun, hun blev 95 år gammel. Jeg mærket at hun var op-
fattet. Der blev med samme iver fortalt, at før sin død hadde
hun oplevet, at huset var blet gjællfrit, den ene vigne tilbakekjøpt,
begge gjællfrie, likesom markerne. Alt var gjort av taknemlighed
mot fædrelandsmartyren, hvis hæder nu var på alle læber; ti den
var blet byens stolthed; hans og brorens liv var i grunnen dens
eneste tribut til befrielsesværket.
Saa det hadde hun altsammen oplevet!
Og jeg spurte efter de to martyrers hustruer. Jo, den yngste
var bukket under, mest av sorg over at hun hadde tapt deres
eneste barn, en datter. Men den ældstes, de to unge mænns mor,
hun levde. Fortællernes åsyn fik alvor, stemmerne stillhed, talen
førtes snart av en enkelt med utfyllende tillæg av de andre, alt i
en viss langsom højtidelighed. Hun hadde øjensynlig fåt magt
over dem, denne rene kvinne med den store sjæl. Jeg hørte hun
hadde skaffet sig forbindelse med sin mann, mens han ænnu var
i fængsel, hadde underrettet ham om at Garibaldi tilæmnet en
opstand i byen og et anfall utenfra, og at de væntet at Mansana
skulde bli fri; han skulde så føre foretagenderne i Roma. Og han
blev fri! Han skyllte det sin egen sælsomme viljestyrke og hennes
kloke troskap. Han forestilte sig vanvittig, det var på hennes råd;
han skrek, til han ingen stemme længer hadde, derpå til han
ikke mere kunde av kraftløshed; ti samtidig tok han ikke en bit
eller dråpe nærende til sig. Helt in i døden blev han således
ved, så han flyttedes til et sinnssyke-hospital, hustruen kunde be-
søke ham — og derfra flygtet de — ikke ut av byen; nej, de
store forberedelser krævde hans nærvær, og hun plejde ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
