Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 159
To kvæller hadde Giuseppe Mansana været i Corso, og begge
ganger var han nær blet overkjørt. Han hadde ikke tænkt sig
muligheden av hennes dristighed. Han fik da også høre hvem
hun var.
Den tredje kvæll, da Theresa Leaney på sædvanligt sted tæt
utenfor byen på tilbakevejen lot hæstene vande og hvile, for så
at begynne travet mot byen og dens Corso, trådte en høj mann
frem og hilste; det var en officer. Jeg tar mig den frihed at
præsentere mig selv. Jeg er Giuseppe Mansana, officer ved
bersagliererne. Jeg har gjort det væddemål at løpe omkap med
Deres små hæster herfra og til byen. Har frøkenen noget der-
imot?“ Det var mer æn halvmørkt, så hun under almindelige
omstændigheder ikke vilde ha kunnet se ham; men en stærk be-
vægelse øker stundom vort øjes sekraft. Forbauselsen og dertil
en smule frygt — ti der var noget i stemmen og holdningen som
uvilkårlig gjorde henne rædd — gav henne mot; vi blir meget ofte
modige av frygt. Hun sa derfor, vændt mot det lille hode og korte
ansigt som hun skimtet: „Det forekommer mig at en dannet
mann vilde ha spurt mig om tilladelse, før han tillot sig at ingå et sådant væddemål; men en italiensk officer —.“ Hun vedblev
ikke, ti hun blev selv rædd for hvad hun hadde begynt på, og der
opstod en uhældsvanger stillhed, hvori hun blev ænnu mere het.
Da hørte hun fra en mere hul stemme (Mansanas røst hadde altid
noget hult): „Væddemålet har jeg alene ingåt med mig selv. Og,
oprigtig talt, agter jeg at forsøke, enten jeg får lov til det eller ej.“
— „Hvad for noget?“ sa hun og grep i tømmerne, men gav i det
samme et skrik, og hennes stive veninne et ænnu højere, idet
begge var ved at falle ut; ti med en lang pisk, som ingen av dem
hadde mærket, la officeren et frygteligt drag over begge de små
hæsters rygger, så de med et hopp raste avsted. To tjenere som
sat bakpå, og som nætop hadde rejst sig, for på et vink av frø-
kenen at hjælpe henne, fallt begge på jorden. Ingen av dem kom
med på den kjøretur som nu begynte, og som var mere begiven-
hedsrik æn lang.
Til Giuseppe Mansanas idrætter — og måske det var den mest
opøvede blant disse — hørte, som før sagt, den kunst at springe.
De to små hæster var ikke de værste at holde følge med, især i
førstningen, da de blev stærkt holdt tilbake, og altså var uvisse
om de skulde rigtig trave. Theresa vilde i sin harm våge alt,
heller æn at tåle en slik ydmygelse. Hun vilde desuten ha sine
tjenere op. Men just som hæstene skulde tvinges til at stå, fallt
pisken hvinende over deres rygger, og de med et hopp atter av-
sted! Hun sa ikke et ord, men holdt igjæn, og det så utrættelig
at hæstene atter vilde stå; men også atter fallt pisken, og nok en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
