Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 165
ha en dødsfiende, dette ene blik ut av al hennes Skjønhed, og
midt i hennes triumftog i Corso, hadde støpt og rejst et nyt bil-
lede i hans sjæl. Det var billedet av henne selv som livets egen
sejerssmilende gudinne. For dettes rene højhed sank al baktalelse
ned som små sjæles vanmagt, og hans egen færd som en for-
mastelig, smussig råhed. Var det henne han hadde våget at
skræmme og forfølge!
Og den utvikling der hadde ført ham frem til slik vanhelligelse,
d. v. s. hans egen hårde livsførelse, den brøt han nu sønder, led
for led, mens han gik efter sin fars båre — begynnende fra faren
selv! Ti fra faren var denne farlige trossens arv lagt ned i hans
sjæl, hvor den hadde vokset. Den hadde ingit ham en egenkjærlig,
rå vilje; han hadde jo i grunnen i alt alene været sit eget mål.
Hadde faren hat noget synderlig annet?
Hans ædle og skjønne mor hadde så ofte grått, når hun sat
ene med barnene; disse tårer rant, anklagende den mann som
hadde forlatt hustru, barn og ejendom for at følge — hvad? —
sin tross, sin ærgjærrighed, sin hævn, der så ofte er fædrelands-
kjærlighedens balstyrige kammerater og så til sist dens herrer.
Han kjænte det nu fra sig selv og fra hundre andre, som nu
blev mønstret, én efter én!
Musikken bruste, kanonerne dundret, luften lå full av evviva’s
og blomster over farens minne.
Hvilken tomhed i et slikt liv, tænkte sønnen; av sammensvær-
gelse i fængsel, av fængsel i sammensværgelse, mens mor, hustru,
barn kommer på fattigstien, ejendommen sælges, og intet vinnes
uten det urolige hjærtes hast fra lidelse i hævn, fra hævn i lidelse
igjæn. Og denne lidelse og hævn var barnearven til mig — og
livstomheden med den!
Og farens gamle venner omringet ham for at trykke hans hånd.
De lykønsket ham med farens ære, de lykønsket ham selv som
den værdige arvtager.
Ja, tomt har mit liv været som hans, blev han ved. En hævn-
glæde, så længe her var krig, en urolig higen efter bedrift måtte
fortsætte den, en forfængelig ærekjærhed, en kry uovervinnelig-
hedsfølelse kom til at bære hele livet, — råt, selvsykt, tomt alt-
sammen. Og han svor at kammeraterne skulde få noget annet at
tale om æn Giuseppe Mansanas siste bedrift, og at han selv skulde
stræbe til en højere stolthed æn den: at mætte sig i den selvfølelse
at han aldrig talte om sig selv!
Jubelen blev større, jo nærmere de kom fødebyen, også træng-
selen efter at få se Giuseppe, den berømte søn. Men just her,
på sin ungdoms lekeplasser, var det som bestemoren atter sat i
grøftekanten og kastet sten efter toget; hun sat og kastet efter det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
