Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
172 KAPTEJN MANSANA
på at han vilde bruke kjøreturen til en avstraffelse, og det med
samme ville ubarmhjærtighed som sist. Hvorfor sat hun så her?
Mens hun agtet på hvær bevægelse av ham, av dyrene, spurte
hun sig op igjæn og op igjæn — ikke for at få svar, men fordi
tankerne måtte.
Fremad gik det, ænnu i sprang, men i det stærkeste som kunde
nåes, og det tok aldrig slut. Han så sig ændelig om. Det var en
bevægelse av jubel; hans øjne flammet. Men det var alene den
blinkhurtige inledning til det som nu fulgte. Han hævet nemlig
svøpen, og med en bred, kunstmæssig svingning lot han den falle
susende over begge dyr. Bare disse hørte den i luften, la de med
et langt byks ut i galop.
Ikke en lyd fra de to som sat i.
Så gjorde han det én gang til, — og dermed var hæstene blet
vanvittige.
Just her begynte vejen at skjære in i en stærkere og stærkere
bakke. Og just da løftet han svøpen for tredje gang, lot den
svinge over sit hode som en lasso, og så falle.
Men av denne bevægelse under denne fart og på dette sted
slog lynklarhed ned: — ikke avstraffelse søkte han, men døden
—døden med henne!
Er der nogen ævne i vor sjæl som kan vidne om dens evige
utspring, så er det den: hvilket omfang av tid og begivenhed
den kan omspænne i et sekunds sekund. Fra svøpen skrev hin
jublende bue, og til den fallt, hadde hun ikke alene gjort op-
dagelsen, men gjænnemlevd deres samliv, opklaret av det nye
lys, og i dette fåt visshed om hans tause, stolte kjærlighed, der
tok døden med jubel, når han kunde dele den med henne, — og
i samme sekunds sekund hadde hun tat sin beslutning samt
utført den.
Ti samtidig med svøpens fall hørte han bak sig: „Mansana!“
— ikke av frygt eller forbannelse, nej, det var et villt fryderop.
Han kastet sig om: Midt i den orkanagtige fart stod hun oprejst
med lysende åsyn og en utstrakt arm. Hurtigere æn det kan
siges, var han atter vændt mot hæstene, svøpen kastet, tømmerne
tre ganger snodd om hans armer, og et spænntak av al hans
styrke sat mot vognens brætt. Han vilde leve med henne!
Nu blev der en kamp. Han vilde bøje dødens brudefart tilbake
til at være livets.
I en ophvirvlet støvsky, på skråningens rand raste det frem;
de skummende hæster kunde bringes til at holde hoderne højere,
så manen bølget efter dem som sorte vinger; men det var alt.
Da fattet han med begge hænder om højre tømme, for at få det
ville tog midtvejs, — ladende det så komme an på om nogen eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
