Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180 KAPTEJN MANSANA
Mansana gruppen om henne, byr henne sin arm med taus be-
faling; hun skynder sig at ta den, og er borte; faren efter.
Da de tre var utenfor hørevidde, sa Mansana: „Det er min
pligt at sige Dem at Deres slægtning, løjtnant Borghi, er en
usling, som fortjener og skal få sin tugt.“
Hvor blev Amanda atter opskræmt, først over at Luigi var en
usling, skjønt hun ikke ret visste hvad det var, og dernæst over
at Luigi skulde ha tugt, skjønt hun ikke visste hvorfor. Hun
stirret denne gang med fullt åpne øjne op i Mansanas, og så slet
ikke klokere ut derved. Munnen var også kommet op, dog ikke
for at tale. En stor nysgjærrighed begynte at bryte frem av for-
færdelsen; han opdaget den, — og så vred han nylig hadde været,
han måtte dog nu smile til en uskyll, så inderlig dum, og til dens
komisk skjønne uttryk. Og så pludselig i godt humør igjæn op-
fattet han tillike faren komisk. Denne så virkelig også ut som en
skolegut man fortæller spøkelseshistorier i halvmørke. For at vise
Mansana at han forstod det gyselige, la han en dyp taknemlighed
for dagen, som ændte i at han bad ham følge med op.
Det gjorde Mansana, og Amanda som tænkte at få vite noget
mere, holdt sig til ham, trofast og insmigrende. Han begynte med
at ane hensigten og moret sig, men ændte med at glemme den
og føle sit hjærtes jubel ved hennes stemmes melodiske rislen
henover skjælmske ord, og ved at hennes søte munn, omflaggret
av smilehullerne, ved at de halvlukte øjne i sin gådelek, ved
at hennes harmoniske væsen et øjeblik helt var helliget ham, og
at denne friske formfylle åndet i hans nærhed.
Næste morgen skulde deres siste møte finne sted; dog nej, det
fik ikke lov til at være det siste; han måtte også komme til dem
den næste eftermiddag; ti han rejste jo først om kvællen. For-
tryllet gik han derfra.
Den fred som flyttet in ved hennes omgang, viste sig også
deri at han samme eftermiddag stod på den ulykkelige Luigis
rum og bad ham om unskyllning. Han kunde jo ikke for, at
han møtte sin slægtning på gaten, og at hun talte til ham. „Og
om I lo av mig“ —
„Men det gjorde vi ikke!“ forsikkret den skræmte Amorin.
„Så hadde I måske ret til det. Min iver var litt komisk. Jeg
inser det nu. Her er min hånd!“ Den blev grepet med hast,
nogen usammenhængende ord blev sagt, og Mansana gik — i
urokkelig overhøjhed, som han var kommet.
Den lille løjtnant, som hadde sittet med døden til selskap,
grebes av en svimlende fryd. Han hoppet i vejret og slog ut i
en skrallende latter. Mansana hørte denne latter og stanste i
trappen. Luigi gyste over sin Uforsigtighed, og da det atter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
