Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 KAPTEJN MANSANA
Men den næste morgen var hun ikke på højen. Han væntet
en time, uten at nogen kom. Da gik han til deres hus. Der,
foran døren til Brandinis lejlighed, stod en gammel kone med
deres frokost og en seddel. Da Mansana vilde ta i dørhammeren,
sa den gamle kone: „Her er ingen hjæmme, som det later. Men
læs denne seddel, den hang på hammeren.“ Mansana tok den.
„Bortrejst. Skal få bud. B.“ Han slap seddelen ned og gik.
Den gamle kone spurte ned efter ham hvad der stod på sed-
delen. Men han svarte ikke.
Fyrstinne Leaney, som dagen efter kom til Ancona, og ikke traf
ham på perronen, følte stor angst, hun visste ikke hvorfor. Hun
gik selv op på telegrafstationen, og sendte ham en hjærtelig hilsen
der uttalte hennes frygt. Hun gik hjæm og væntet; hennes frygt
steg med hvær time. Ændelig kom telegrafbudet tilbake med de
for svartelegram betalte penger: Kaptejn Mansana hadde for-
latt byen.
Frygten overvældet henne. De selvbebrejdelser hvori hun dag-
lig hadde levd, vokste til bærg; de stængte al utsigt. Hun måtte
dit hvor han var, finne ham, tale med ham, pleje ham; hun ante
det aller værste. Om kvællen stod hun på jærnbaneperronen,
fulgt av en eneste tjener.
I morgenlysningen den næste dag gik hun frem og tilbake på
møtestationen med toget fra vest. Der var ikke mange rejsende,
og dem der var, så hun ikke. Desto mere så disse på henne,
når hun strøk forbi dem, frem og tilbake, hyllet i en vid skinn-
kåpe som hun hadde kastet over skuldrene, så dens armer hang
fra, og på hodet en skinnhue, hvorunder det løse hår og sløret
hadde viklet sig sammen. De store øjne og det hele åsyn så op-
revet og anstrængt ut. På denne sin gang bøjde hun oftere forbi
en høj dame, tarvelig klædd, som stod og så ufravændt på gods-
vognen, hvor flere var beskjæftiget. Atter en gang fyrstinnen går
forbi, er en officer kommet til, der taler med damen og på spørs-
mål inne fra godsvognen svarer: „Mansana.“ Fyrstinnen styrtet til:
„Mansana?“ ropte hun. „Fyrstinne Leaney?“ hvisket officeren for-
undret, idet han hilste. „Major Sardi!“ svarte denne, men la ilsomt
til: „Mansana? De nævnte Mansana?“ — „Ja, dette er hans mor.“
Idet han forestilte dem, drog moren sløret til side, og det
ædle åsyn slog fyrstinnen med en så tillidvækkende magt, at
hun kastet sig in til henne, som i en havn for alle nødlidende
tanker, og der brast hun i den hæftigste gråt. Moren tok stille
mot henne, men stod som hun væntet. Kjærlig klappet hun
henne, men sa intet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
