Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 195
Du vet, dyrebare mor, hvorledes mine øjne er blet oplatt i den
tid jeg sørget over hvad jeg i min avskyelige lunefulle vane hadde
forbrutt mot Giuseppe; det hadde nær kostet ham hans liv og os
begge vor livslykke. Du vet at de offentlige forhold som avler
vor tross, vort had, vor avsindige fanatisme, vor strafværdige utål-
somhed, dem bryter min sjæl sig imot siden den gang i daglig
harm. Usunde, unaturlige offentlige forhold forgifter samfundet,
og gjør mere ondt æn den ulykkeligste utvortes krig; ti det kan
ikke opregnes hvad de fortærer av åndelig arbejdskraft, hvor
mange hjærter de tømmer, hvor mange familieliv de hærjer! Jeg
forsikkrer dig, mor, at det land som f. eks. har gjort en uretfærdig
erobring, tat hvad der er andres, gjør det hele samfund til med-
skyldigt, slapper hvær enkelts moral, tilspisser lovtrækkerens pen,
tyvens brækjærn, chefens hårde ord, ak, det jager hjærtet ut av
sin ret i familie og samfund!
Der er digtet en dum vise om mig av en forælsket nar; ikke
et sant ord er der i den. Men vet du, min dyrebare mor, jeg
føler nu, at hadde jeg ikke truffet Giuseppe — den vise var dog
en gang blet sanhed; ti så dum og hjærteløs som den er, så dum
og hjærteløs var jeg tilsist blet! Og hvorfor? Fordi de ulykke-
lige offentlige forhold hadde strødd giftstof i min tilværelse.
Og mine tilståelser møtte Giuseppes. Den trossige, forfængelige
vilje var jo så aldeles blet hans herre, at den aller tilfældigste
hindring kunde komme til at koste ham hans liv, det aller tilfæl-
digste mål dra ham av vejen .... Men denne trossige, forfænge-
lige vilje .. i hvilken luft blev den avlet?
Vi gav hværandre den fulle fortrolighed, han og jeg, den kvæll
i Bologna. Og først da blev mig alt så tryggt, å, så tryggt! —
Her, på mit kjære gods, har han nu tat fat. Her var kaos, og
her har han noget at øve sin vilje på! Han vil ta avsked; freds-
officer vil han ikke længer være. Han trænger sikkre og nært
liggende mål, og, hvis jeg gjætter rigtig, er mål som ligger skjult
for værden, ham de kjæreste.
Således i alle fall foreløbig; hvad det senere vil utvikle sig til,
vet jeg ikke. Alene det vet jeg, at kommer Italien i fare, stiller
han sig i første række — og det i enhvær henseende!
Gud velsigne dig, kom nu her op! Du må se ham i hans virk-
somhed, og du må se ham hos mig. Har nogensinne nogen hat
en så hensynsfull mann, en så staut ælsker?— Nej, det er sant,
jeg får jo ikke lov at bruke mine stærke uttryk, og dog, jeg
gjæntar det, er det de eneste jeg kan bruke!
Jeg ælsker dig, jeg længes efter atter og atter at omfavne og
kysse dig, du mor til min lykke!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
