Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198 MAGNHILD
„Hun så underlig ut, hun —“ han pekte bakover. Jænten så
på ham og nynnet. Så avbrøt hun sig selv: „Husker du den
skreden du rejste forbi et par mil herfra, til fjælls!“ — Jeg rejste
forbi så mange skred.“ — Hun smilte. „Ja; men denne lå på
andre siden av en kirke.“ — „Det var en gammel skred?“ —
,,Ja; det er længe siden den gik. Men der lå hennes fædrenegård.
Den gled ut, da hun var otte eller ni år gammel. Hennes for-
ældre, søsken og alt levende på gården omkom; hun alene red-
dedes. Skreden tok henne over elven, og hun blev straks funnet,
da folk kom til; hun lå i uvit.“
Den rejsende hensank i tanker. „Hun må være bestemt til
noget,“ sa han ændelig. Jænten så op. Hun væntet længe; men
deres blik møttes ikke. Hun satte sig på kufferten, og de
kjørte videre.
Dalbunden her nede ved Øren blev noget bredere; gårdene lå
på selve sletten; der til højre kirken med kirkegården omkring,
noget nedenfor den selve Øren, et ladested med en mængde hus,
især på ett stokværk, hvit- og rødmalte, eller slet ikke malte;
langs fjorden lå der brygger. Et dampskib røk just; længere borte
ved elvemunningen såes et par gamle brigger som tok last.
Kirken var ny, og var forsøkt opbygd i den gamle norske
trækirkestil. Den rejsende måtte forstå sig på det; ti han stanste,
så en stund på dens ydre, steg derpå av, og gik in gjænnem
porten og videre in ad kirkedøren; både port og dør stod åpne.
Han var næppe kommet in, før det begynte at ringe; han så
gjænnem åpningen et brudefølge komme op fra ladestedet. Da
han gik ut igjæn, var følget nær ved kirkegårdsporten, og ved
denne stod han, mens det drog forbi: — Brudgommen, en ældre
mann med et par store næver og stort ansigt, bruden, en ung
pike, rundladen og tung. Brudepikerne var alle hvitklædd og
med hansker på; ingen av dem turde se på den fremmede ander-
ledes æn fra siden av, de fleste lutet, én var skjæv, så godt som
ingen rigtig godt skapt.
Deres mannlige idealer kom senere i grå, brune og sorte filt-
hatter, i side frakker, pjekkerter eller rundtrøjer. Håret hadde de
fleste snodd i en snipp foran ved øret, og forsåvidt de bar skjæg,
var det over og under haken. Ansigterne var hårde, munnene for
det meste rå, tobakken hadde farvet de fleste munnviker; hos
nogen dannet den en kule i kinnet.
Den rejsende tænkte uvilkårlig på henne i regnkåpen. Hennes
historie var landskapets. Hennes fine, uvakte åsyn hang fullt av
længsler, likesom fjællene av regnbyger; alt han så, blev til hennes
ramme, både landskapet og folket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
