Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den kvæll blev Rønnaugs rejsebillet kjøpt; ti summen var full.
Magnhild klædde sig ikke av, da Rønnaug sent tok hjæm. Hun
sat i en stor stol i det lille, lave rum, eller gik op og ned. Og
en enkelt gang, med det tunge hode mot ruten, sa hun, halvhøjt:
„Så må hun være bestemt til noget.“
II
Hun hadde hørt disse ord før.
Den første gang var på kirkegården hin blåstfulle vinterdag
hennes fjorten frænder blev begravet, alle de hun hadde kjær,
både forældre, besteforældre og søsken. Hun stod der nu igjæn!
Blæsten hadde hist og her fejd sneen av; gjærdestaurerne stak
skarpe frem, store sten så op, som var de hoder på uhyrer der
lå med den øvrige krop i driven. Vinden pep bak dem i den
åpne kirkegang, hvorfra skoflerne nætop var tat ut, og ned fra
den gamle trærønne på taket skar klokken med skrik i skrik.
Almuen stod blåfrossen omkring med votter på og tilknappede;
præsten i sjøstøvler og skinnklær under samarien; også han bar
store votter, som han nu fægtet rundt med. Han pekte med en
av dem på henne: „ — — Det stakkars barn blev stående på sine
føtter, og med kjælken ved sin hånd førtes hun ned og over den
islagte elv— det eneste væsen som Herren vilde frælse! Hvor-
til er hun bestemt — —?“
Hun kjørte med ham hjæm, sittende i hans fang. Han hadde
inledet henne til menighedens omsorg, og tok henne nu „intil
videre“ selv med, for at foregå med et godt eksempel. Hun sat
lunt op til hans pels, med de små frosne hænder inne i hans
store votter ved siden av hans fete og myke hænder. Og den
hele tid sat hun og tænkte: Hvortil er jeg bestemt, jeg da?
Hun tænkte hun skulde få se det, da hun kom in. Men hun
så intet her som hun ikke hadde set før, uten da hun trådte in i
de indre rum, hvor især et piano, som nætop spiltes, i høj grad
fængslet henne.
Men just derved glæmte hun den tanke hun steg in med.
I dette hus var to døttre, noget tunge, med små runde hoder
og store lyse flætter. De hadde nylig fåt en lærerinne, en blek
en, tykladen, med mere bar hals æn Magnhild hadde set, og med
åpne ærmer. Hennes stemme lød som var halsen ikke ren, og
Magnhild måtte uvilkårlig et par ganger harke istedenfor henne;
men til ingen nytte. Lærerinnen spurte om Magnhilds navn, og
om hun kunde læse, og det kunde Magnhild; ti hele hennes
slægt hadde været meget læselysten. Og da foreslog lærerinnen,
altid med den samme urene bilyd i stemmen, at så burde hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
