- Project Runeberg -  Samlede værker / Andet bind /
206

(1910-1911) Author: Bjørnstjerne Bjørnson
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

206 MAGNHILD

Om kvællen kom Rønnaug, som de hadde lært at kjænne under
forberedelsen til konfirmationen; hun tjente i nærheden, og hadde
fri på grunn av dagen. Hun førte med sig en skokk av historier
om ælskovshandler i bygden; de lite vidende jænter på præste-
gården sat med forundrede øjne og hørte. Hun voldte at den
yngste fik rift i sin nye silkekjole. Rønnaug rullet sig nedover
bakkerne med en så ubegripelig hurtighed, at hun flere ganger
måtte gjænta det og fik præstedatteren efter.

Siden kom hun ofte om kvællerne efter arbejdets slut. De fant
alle glæde i hennes ustyrlige overgivenhed. Hun var sund og rund
som en fole, hadde næppe klær til at skjule sig med, fordi hun
rev dem i stykker, og et uændeligt arbejde hadde hun med håret
som altid lå henne frem i ansigtet, fordi hun aldrig hadde sat det
ordentlig op. Når hun lo, og det gjorde hun alt i ett, kastet hun
hodet noget bakover, så de gjænnem en række tænder, hvite som
et rovdyrs, så henne langt ned i halsen.

Skarlie kom igjæn om høsten. Der var forskjel på den mot-
tagelse han fik nu og forrige gang. De stod alle tre om hans
slæde, de bar in hans saker, tross hans leende vægring, de lo, da
han stod i forstuen for at ta pelsen av.

En uændelighed av spørsmål haglet ned over ham, første gang
de sat hos ham i hans arbejdsrum; det var opsparte uklarheder
og tvil fra det han sist hadde fortalt — også adskilligt ellers som
de tænkte ham istand til at løse. Om få ting i bygden hadde
han den vanlige mening, — men bøjde av i en spøk, når man
vilde ha for nøje besked. Var han alene med Magnhild, kunde
han yttre sig noget friere; i begynnelsen forsigtig, men efterhån-
den stærkere.

Hun hadde aldrig lagt kritik på nogen av sine omgivelser; nu
lo hun snart med ham over præstens siste præken eller hans
dovne liv, også over fruens edderkoppevirksomhed, fordi han
skildret det så muntert. Lærerinnens „fete ro“, selv veninnernes
„gule, runde hoder“ kunde hun le av; ti spøken hvormed han
tegnet, var for overraskende ny; — hun mærket ikke at denne
spøk litt efter litt løste jorden omkring henne.

Det på landet så vanlige tidsfordriv: at skylle en ung pike for
forælskelse, vændte sig imidlertid temmelig uvæntet mot Magnhild;
man kallte henne „sadelmakeren kone“, fordi hun altid sat hos
ham. Han fik selv høre det, og kallte henne da også straks selv
„sin kone“, „sin lange kone“, „sin blonde kone“, „sin meget
unge kone“.

Den følgende sommer drog præstedøttrene til byen, for videre
at utdanne sig. Lærerinnen blev „foreløbig“ tilbake.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 15:38:35 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bjornson/2/0206.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free