Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 217
da også selv litt og sovnet; hun hadde jo næsten ikke sovet den
foregående nat.
Hun vågnet; han spilte ænnu ikke; hun sovnet igjæn, og drømte
at der var en bro slåt fra fjæll til fjæll. Hun sa sig selv at
det var broen ved Køln, hvorav et stort litografi hang på væggen
mot soverummet. Men allikevel gik den nu fra det ene høje fjæll
tværsover dalen til det andre, byggende sig i kvadrater opover fra
bunden. Jo længere hun så på den, des finere, farverikere blev
den; ti se, den var vævet av regnbutråder og stod gjænnemskinnet
og strålende helt op til den snorlige linje fra fjællkam til fjællkam.
Men over denne spæntes i kors en annen bro, begge tok så på
at gynge, og det i langsom todelt takt, og snart efter var dalen
et strålehav, hvori alle farver spilte og gynget, men broerne var
borte. Heller ingen fjæll var der mere; de henrinnende farver
fyllte al optænkelig utsigt. Hvor stor var den, hvor langt kunde
hun nu se? Hun blev angst i uændeligheden og vågnet ... Det
spilte over hennes hode. Utenfor huset stod fullt av folk, stille
seende op.
Hun rørte sig ikke. Tonerne fløt rikt, en lys ynde var over
hans musik. Hun sat lyttende, til hun følte den som at drysse
over hode, hænder, fang. Dette var velsignelse over hennes lille
hus, tåreværdenen derinne var gjænnemskinnet. Hun skjøt stolen
længer tilbake i kroken. Men, der hun sat, følte hun sig funnen
av det algode forsyn, som hadde hennes bestemmelse gjæmt. Det
spilte ut av en viden hun ikke ejde, men til en lidenskap som
vaktes i det samme. Hun strakte sine armer ut, drog dem in
igjæn og brast i gråt.
Længe efter at det var forbi — mængden var gåt, og han
stille — sat hun der. Livet hadde mening; også hun måtte få gå
in til rik Skjønhed. Som det nu sang i henne, skulde det en-
gang synge om henne! Ænnu da hun klædde av sig, brukte hun
både stue og kammers dertil, og mer æn en halv time; hun
la sig for første gang i følelsen av at hun hadde noget at stå op
til. Hun hørte hans fottrin ovenpå; de var lettere æn andres.
Også hans berøring av møblerne var varsom; hans øjne med vel-
vilje over som en glans og det dype dragende bak var det siste
hun så tydelig.
Der fulgte ubeskrivelige dager. Hun gik til sine undervisnings-
timer, men ilte så hjæm, hvor musikken mottok henne, og huset
stod omgit av lyttende. Hun forlot det næsten ikke mere. Enten
var han hjæmme, og hun væntet på at han skulde spille, eller
han gik en tur, og hun væntet på hans hjæmkomst. Hun rødmet,
når han hilste in, og drog sig tilbake. Kom han i stuen for at
be om noget, for det hævende gjænnem henne, når hans fot hørtes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
