Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
220 MAGNHILD
let tryk, åpnet døren og sprang opad trapperne til ham. Magnhild
stod tilbake — aldeles blek.
Det tumlet, suste, fallt. Men ikke med brak; nej, der var
straks efter så tomt, stillt. Et par knirkende skridt deroppe; der-
efter intet.
Hun stod visst længe så. Det tok i døren, og hun for med
begge hænder til hjærtet. Derpå vilde hun fly; men det lille lys-
lokkede barnehode stak in, og disse øjne var så bløte og alvor-
lige: „Er mor her?“ sagdes forsigtig. „Hun er ovenpå,“ svarte
Magnhild, og ved lyden av sin egen stemme og ved selve ordenes
inhold følte hun gråten og måtte vænde sig. Barnet hadde dradd
hodet tilbake og lukket døren.
Hun fik ikke straks tid til at klare sig hvad som var hændt;
ti barnet kom ned igjæn og in til henne: „Mor kommer; jeg
skulde gå in til dig...... Hvorfor gråter du?“ — Men hun gråt
ikke. Hun svarte ikke barnet. „Nu kommer mor.“ Og Magn-
hild hørte henne i trappen. Da gik hun in i soverummet. Hun
hørte der væksledes ord i stuen imellem barnet og moren, og
derpå til sin forfærdelse, at det tok i sovekammerdøren; fruen
kom in. I disse øjne var intet skimt av brøde; de la over hele
kammerset lykke, varme, åpenhed. Men ved at møte Magnhilds,
skiftet de uttryk, så denne forvirredes og slog sine ned.
Fruen kom helt frem. Hennes ene hånd lagdes om Magnhilds
liv; hennes andre over Magnhilds skulder. Magnhild måtte se op
igjæn og møtte da et smærteligt smil. Det var samtidig så godt,
så fast og derfor så overtalende, at hun lot sig tildrage, og snart
blev hun kysset — først sagte, som blev der åndet på henne,
mens den ukjænte duft som altid fulgte, omgav dem, og silken
knittret som en hvisken — derpå hæftig; brystet bølget mot henne,
og ånden droges dypt som i en livssorg.
Atter stille, og da hviskedes: „Kom nu!“ Hun gik foran,
førende Magnhild ved hånden. Magnhild var jo et barn i erfaring.
Med motstridende følelser stod hun i det smukke, lave hus fruen
bebodde, foran åpne kufferter og en over to stuer oplagt garde-
robe.
Fruen søkte i en av kufferterne, kom op med et hvitt kniplings-
tørklæ: „Dette passer Dem hedre æn det De har, for det passer
slet ikke;“ hun knyttet det av og bant det annet på med en sløjfe,
og Magnhild følte selv at det passet godt mot den røde kjole.
„Hvorledes har De håret? De har jo et langt ansigt — og så
denne hårsætning? Nej —“ og før Magnhild fik gjøre motstand,
var hun trykket ned på en stol. „Nu skal jeg —!“ Fruen gav
sig til at løse op. Magnhild rejste sig, ildrød og forskrækket, og
sa noget, men blev møtt med et fast: „Visst ikke!“ Det var som der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
