Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 225
Da de ændelig sluttet, sa Tande, at hvær dag måtte han en
times tid få lære Magnhild at bruke stemmen, så hun kunde øve
videre på egen hånd, når de var rejst. For øvrigt skulde de ved-
bli at synge sammen; ti det gav smak. Fru Bang tilføjde, at av
den stemme måtte der kunne gjøres noget.
Tandes øjne fulgte henne likesom spejdende, så hun var glad
da de skulde gå.
Hun glæmte et notehæfte av sine egne og vændte i døren og
gik tilbake efter det. Tande stod ved døren; „takk for idag!“
hvisket han og smilte. Hun snublet derved i tærskelen, og over
al måte skamfull hadde hun også nær tat fejl av trappens første
trin; hun kom ned meget forvirret. Fruen så på henne; ti hun
stod ænda og væntet for at sige „godnat!“ Hun stod litt, før hun
sa det, og da kjølig, tankespredt. Men hun hadde ikke gåt nogen
skridt før hun vændte, så Magnhild stå forundret, sprang straks
tilbake og trykket henne stærkt in til sig.
Nylig hadde der været en kvæll om hvilken Magnhild hadde
tænkt, at den var den lykkeligste i hennes liv. Men denne —?
Når det gik deroppe, sittret det i hennes legeme. Hun så
hans store blik, når han løftet øjnene under spillet. Diamanten
på hans venstre hånd skar lysende ringer over pianoet, de blå-
årede hænder, — det lange hår som rant fremover, — den fine,
grå klædning, det tause væsen fløt over i melodierne og harmo-
nierne og hans hviskende „takk for idag!“ — Over hos fruen var
der mørkt.
Ikke før ved midnat var Magnhild i seng, og heller ikke da for
at sove; han deroppe sov heller ikke, tværtom, han begynte nætop
nu at spille. En vemodig, enkel sang spilte han, først som en
sopransolo, så som et kvinnekor; harmoniseringen var så skjær.
Uten at mærke sig tankeovergangene, sat hun på bakken hin
konfirmations-eftermiddag, og så over hvor hennes hjæm hadde
ståt. Alle småsøsknene kom omkring henne. Han spilte det
samme på forskjellige måter; men bestandig gav det henne
samme billede.
På skolen næste morgen mottoges hun med mange spørsmål
om gårskvællen, om hun hadde sunget med, om hvad de hadde
sunget, om de andre to, om de skulde synge oftere.
Spørsmålene fyllte henne med glæde: en stor hemmelighed,
hennes hemmelighed sat innerst inne i den. Hun kjænte spæn-
kraft. Hun hadde aldrig ilet hjæm som denne dag. Hun skulde
jo ænnu samme formiddag synge med ham! —
Og det gjorde hun. Han sendte bud ned med matroskonen, at
han væntet henne klokken 12. Litt før hørte hun ænnu en gang
hint vemodige skjære stykke fra igår.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
