Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 227
„Hvad er det?“ sa fruen, som lå med hodepine i sofaen og
talte hviskende med Tande. „Å, det er —“ Magnhild lette efter
sin hat; hun fant den og gik. Hun hørte fra det åpne vindu bar-
net: „.. en halt, stygg mann, som . . “
Skarlie arbejdet det år ute ved havet. Et utenlandsk skib hadde
forlist der, Skarlie og et par mænn i Bergen hadde kjøpt det; ti
det kunde repareres med langt mindre utlæg æn oprindelig skjøn-
net. De hadde gjort en ualmindelig god handel. Skarlie forestod
snekker-, maler- og sadelmaker-arbejdet ved skibets istandsættelse.
Nu kom han hjæm efter ny proviant til arbejderne.
Hans forundring ved at træ in i sit hus var ikke liten. Alting
i orden! Og rummene fyllt av megen duft. Magnhild kom —
det var en dame som trådte in! Selv hennes åsyn forvandlet!
Det var likesom oplatt, og det løse hår over hennes hals og noget
lutende skuldre la en lys glans omkring hode og figur. Hun blev
stående på dørtærskelen med hånden på låsen; han hadde sat sig
i den brede stol i kroken, han sat og tørret sveden av det skal-
lete hode. Da hans første forundring var over, sa han: „God-
dag!“ Intet svar. Men hun trådte in og lukket efter sig. „Hvor
her er pyntet? Er det din logerende —?“ Munnen spisset sig,
øjnene blev små. Hun så koldt på ham. Men han fortsatte gods-
ligere: „Har han også sydd dig en ny kjole?“ Nu lo hun.
„Hvorledes har du det?“ spurte hun om litt. „Å jo, jeg er snart
færdig nu.“ Han hadde fåt litt av det brede væsen hos den som
gjør lønnende forretninger. „Her er varmt,“ sa han; solen hadde
nætop brutt frem efter lang regn og stekte, som den kan først i
September. Han gav benene fra sig, sa vidt det krumme tillot
det, og la sig bakover, ladende begge de svære næver hænge over
stolearmene, et billede av svømmeluffer på et sjøuhyre.
„Du ser på mig?“ sa han med sit mest komiske fjæs. Hun
vændte sig med et spejdende blik mot vinduet.
Stuen var straks full av den sadelmakerlugt som fulgte ham;
hun hadde villet åpne, men betænkte sig og gik tilbake.
„Hvor er din logerende?“ — „Han er derover.“ — „Bor der
nogen også der?“ — ,Ja, en fru Bang med datter.“ — „Det er
altså dem du omgåes?“ — ,Ja.“
Han rejste sig og tok frakken av og så vest og halsklut. Han
stoppet sin snadde, tændte og satte sig atter, denne gang med
den ene arm støttet på albuen og røkende. Han så lunefullt smi-
lende på sin ægtehalvdel: „Så du vil bli en dame nu, Magnhild?“
Hun svarte ikke. ,Ja — jeg får vel begynne at bli kavaler, jeg
da!“ Hun vændte sig og så leende på ham; brystet, dækket av
dunkelrødt hår av tætteste slag, var bart; ti skjorten var oppe;
ansigtet var solstekt, og skallen hvit. „Pokker, som du ser på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
