Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 MAGNHILD
at Tande væntet. En kort kamp, — og hun tok atter den kjole
på som klædde henne best. Hun blev mottat som igår, iforgårs
og alle dager; han hilste ved at bøje sig let og satte sig til pianoet
og gjorde anslag. For hans tilbakeholdenhed, og det særlig idag,
var hun ham så taknemlig at hun .. . trangen til at gjøre ham
godt fant intet.
Da hun kom ned ad trappen, så hun Skarlie og fruen stå i
samtale henne ved fruens dør. De lo begge. Magnhild listet sig
uset in, og iagttok dem videre.
Det spilte over begges åsyn, deri var de like; men dermed
hørte også al likhed op; ti så stygg hadde han dog aldrig været
som nu foran fruen! Den blanke hat han bar, skjulte ovenikjøpet
pannen, så hele åsynet fik noget sammentrykt; ti pannen var
næsten alene så stor som det øvrige. Hun følte ham i dette øje-
blik ute i de ytterste spisser av sine fingre.
Fruen var idel bevægelighed; det glimtet av henne, der hun
kastet hodet, så lokkerne bølget, eller byttet fot, bøjende over-
kroppen efter, eller støtte en tanke fra sig med hånden, eller teg-
net en annen med en livlig bevægelse.
De hastige, sikkre blik begge byttet, gav intryk av kamp. Han
leende, lurende, hun funkende av kampglæde. Det tok ingen
ænde; fant de behag i hværandre? Eller i at kjæmpe? Eller i
æmnet? Var ikke Tande kommet ned, så hadde de næppe ændt
den formiddag. Men da hilstes der, Skarlie kom hinkende og
ænnu smilende, og de to gik in til fruen, den siste helt og højt
leende.
„Et satans fruentimmer!“ sa Skarlie opspilet; „visst kan hun
gjøre hodet kruset på en mann!“ Og mens han krasset sin snadde,
la han til: „Var hun ikke så god, vilde hun være aldeles djævle-
blændt, — hun ser alt!“ Magnhild stod og væntet mere. Han så
et par ganger på henne, mens han stoppet av sin skinnpose; han
så omtrent som den der tænker: „Skal jeg sige det eller ikke?“
Hun kjænte blikket og gik. Men måske nætop denne bevægelse
lot den tirrende magt sejre. „Hun hadde såmæn set at der var
lys på værkstedssalen inat. Jeg tænkte hun også vilde spørge,
om .. . “ Magnhild var alt i kjøkkenet.
Om middagen kom en vogn for døren; Skarlie skulde kjøre
op på landet for at gjøre inkjøp av slagt for sin arbejdsstok ute
ved havet.
Efterat han var rejst, kom fruen springende over gaten. Det
gik som altid: hun stod ikke smilende i stuen, før alle onde tan-
ker som Magnhild hadde hat om henne, skamfulle krøp sin vej,
og hun bøjde sig stille avbedende under den hjærtelighed hvor-
med fruen nu tok henne in til sig og kysste henne og la hennes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
