Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hode kjærtegnende ned på sin skulder, — denne gang uten at sige
et ord. Men Magnhild kjænte medfølelse utav hvært håndstrøk,
likesom av omfavnelsen og kysset før. Da fruen slap henne, gik
hvær av dem til sin kant; Magnhild brøt nogen visne grener av
en blomst i vinduet.
Da kjænte hun fruens varme ånde over kinn og hals. „Min
ven,“ hvisker det sagte ved hennes øre, „min søte, rene, lille ven!
Du fører et rovdyr med barnehænder.“
Magnhild sittret ved ordene, ved den varme ånde der likesom
overgjød dem med troldom. Fruen så der fallt tårer nedover
Magnhilds hånd: „Sørg ikke!“ hvisket hun. „I sangen har du en
tryllering du kan dreje på, når du ønsker dig bort! — Ikke gråt!“
Og hun vændte henne og bøjde henne in til sig: „I eftermiddag
er godt vejr, i eftermiddag skal vi være sammen i skogen og i
stuen og synge sammen og le sammen. Ak, vi har ikke mange
dager igjæn!“ Det stak Magnhild i hjærtet; høsten var nær, — og
så skulde hun atter være ene.
VII
De stod om eftermiddagen ovenpå ved pianoet og sang, da de
hørte Skarlie komme hjæm og in i stuen nedenunder. Men de
vækslet intet ord derom, blev bare ved. De sang tilsist med
lysene tændt, men for åpne vinduer.
Da Magnhild kom ned, hadde også Skarlie vinduerne åpne;
han sat i hjørnestolen. Han rejste sig, lukket; hun lot gardinerne
falle, og under dette tændte han lys. Men ænnu i mørket begynte
han at beundre sangen han hadde hørt, men især musikledsagel-
sen. Han roste også hennes stemme likesom fruens alt, men
gjæntagende Magnhilds sopran; „den er ren, — som du er selv,
mit barn,“ sa han; han hadde i det samme fåt fyrstikken til lyset
og stod over det og så næsten vakker ut. Så stille og alvorligt
var hans kloke åsyn. Men ikke længe efter begynte andre tanker
at spille i det. Der vilde komme et omslag.
„Mens I sang, kom hennes mann, ingeniørkaptejnen.“ Magnhild
trodde han spaste. Men Skarlie tilføjde: „Han lå over i vinduet
og hørte på.“ Derpå lo han.
Det skræmte Magnhild op, så hun den kvæll ikke på længe
kunde sove. For første gang så hun på fruens forhold fra den
side at hennes mann måske var henne motbydelig. Når så de to
virkelig ælsket hinannen! — Sæt, det var henne selv! — Hun
kjænte sig blussende het; ti Tandes billede stod straks for henne.
Da hun vågnet næste morgen, lyttet hun uvilkårlig; — var
uvejret allerede brutt løs? Hun kom hurtig i klærne og gik in,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
