Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 237
Men hvor uutgrunneligt blikket var, ett sa det tydelig nok:
„Frue, jeg kjænner Dem ikke!“ Og hans fint buede panne, den
i like linje løpende næse, munnens lukkethed, den inadbuede kinn,
ja, de blinkende diamantknapper i hans linnet, hele klædningens
fornemhed sa: „Rør mig ikke!“ Øjet drog slør over slør.
Alt var skedd i et nu. Fruen vændte sig mot Magnhild, som
for at ta til vidne. Og dog ikke! Ti ingen i værden uten han og
hun kunde vite hvilke offre han nu lot rykende fortære sig, hvor
stor kjærlighed han nu støtte bort.
Atter vændte hun sig mot ham, så kort at det for forbi som et
blink. Hvilken harm, hvilket skrik, hvilken sværm av minner,
hvilken stolthed, hvilken foragt slynget hun ikke ut! Magnhild fik
den dalende rest ænnu, da hun vændte sig for at — ja, hvad
skulde hun nu? Åsynet viste pludselig den jammerfulleste forlatt-
hed og derpå en rørende bøn som et barns. Tårerne trillet.
Magnhild, aldeles opgåt i hennes stemninger, gav hånden helt ut
mot hennes. Hun grep den og knuget den, så Magnhild måtte
kjæmpe for ikke at skrike. Den krænkede, forskutte kvinne tvang
ved et utvortes tryk al sin kraft sammen, og da løftet den henne.
Ti i samme øjeblik smilte hun. Se der! Kommende over den del
av marken over hvilken selskapets stramme line var spænt, og
som skulde holdes fri, skred tvenne officerer frem, set av alle;
men hvem nægter en generalshue adgang? Og en sådan bar den
vældige som her med lange skridt og bredt svingende armer,
som var han selv både hærfører og hær, toget op med adju-
tanten på venstre fløj. Allerede fra det fjærne hilste han på det
ærbødigste sin kaptejns skjønne frue. Hun ilte den frælsende i
møte. Ved generalens arm førtes hun tilbake til sin plass, mens
han selv tok sæte ved hennes side. Adjutanten fallt på Magnhilds
lod, efterat fruen hadde forestillet. Generalen så ofte på Magnhild,
og adjutanten var høfligheden selv. Dette var omtrent det eneste
hun fornam. Hun skalv.
Fruen glimret av ånd, munterhed, Skjønhed. Bare at hun nu
og da grep Magnhilds hånd, den hun trykte med samme ubøn-
hørlige kraft. Hun styrket sig i et øjebliks sanhed. Den legem-
lige smærte Magnhild derved følte, svarte til den åndelige. Hun
hørte adjutanten ved sin side og Magdas beundringsrop. Hun så
også selv nogen kuler glimte i luften, og hun så en stor bli vejd
av en tilskuer og derpå av den gamle kjæmpe kastet som en ball
og tat igjæn på arm, skulder og bryst; — men hun hørte i det samme
fruen sige til generalen, at næste morgen fulgte hun ham; hun hadde
bare væntet på ham, siden hennes mann ikke kunde komme.
Magnhild visste det jo, at nu var alt forbi; — men allerede næste
morgen! Et utrop, især av gutter, skar gjænnem hennes smærte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
