Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 239
Da officererne ved fruens dør tok farvel, sa denne intet til
Magnhild; hun så ikke engang på henne, idet hun gik in. Magn-
hild kjænte sin dype medfølelse tilbakevist. Hun gik bedrøvet over
til sit eget hus.
Tande kom sent. Hun hørte ham gå op og ned, op og ned,
hurtigere æn han plejde. De lette skridt deroppe fik det samme:
„Rør mig ikke!“ frem, tilsist i takt; — diamantknappernes blin-
ken, klædningens fornemhed, åsynets dype lukkethed forfulgte
henne. Fruens hengivelsestrang skrek under disse skridt. Hvad
måtte hun ikke nu lide? At hun midt i smærtens torden og lyn
skulde huske på mig, tænkte Magnhild, vilde være unaturligt. I
første skræk hadde hun ilet in under henne som under et tak,
men naturligvis i næste glæmt alt.
Der kom nogen i gangen. Var det bud fra fruen? Nej, det
var Skarlie. De trin i tredjedels takt kjænte hun. Han så kort,
spejdende på henne, da han kom in. „Det er nok tid for mig at
rejse,“ sa han. Han var venligheden selv og begynte at samle
sit tøj. „Har du væntet på skyssen?“ spurte hun. — „Nej, men
på det kjøtt jeg hadde bestilt og sist måtte rejse fra; det kom for
litt siden. — Hun sa ikke mere, og han var færdig. „Du får leve
vel så længe!“ han hadde tat sine ting og så på henne.
„Skarlie,“ sa hun; „var det dig som gav Maskin-Marta mar-
ken?“ Han blinket et par ganger: „Kjære, hvad ondt var det
deri?“ — Magnhild blegnet: Jeg har ofte foragtet dig,“ sa hun,
„men aldrig som i dette øjeblik.“ — Hun vændte sig og gik in i
sit sovekammer, skytende skodden for. Hun hørte ham gå. Derpå
la hun sig på sengen.
Nogen takter på pianoet blev slåt deroppe; men ikke flere fulgte;
væntelig var han selv blet skræmt ved lyden.
Henne hadde disse takter uvilkårlig stanset. Hun måtte nu følge
skridtene, som atter begynte.
Et nyt skjær av hemmelighedsfullt, uberegneligt var fallt over
Tande. Hun var blet rædd ham.
Hun hadde også før følt en skjælven i hans nærhed; nu følte
hun den bare ved at tænke på ham.
Skridtene stanste, og hun gled fra det uutgrunnelige over på Skarlie;
ti her var hun klar. Hvor hun hadet ham! Og når hun tænkte
på, at om fjorten dager kom han igjæn og tedde sig som var
aldeles intet forefallt, knyttet hun sine hænder i raseri og åpnet
dem igjæn; ti som hundre ganger før, så vilde det atter gå: hun
vilde glæmme det, fordi han dog også var snill og lot henne leve
og være som hun vilde.
En dypt følt sorg over hennes udygtighed dækket hennes fore-
stilling som en nat. Hun brast i gråt. Hun var ikke i stand til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
