Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
240 MAGNHILD
at klare sig et eneste forhold, ikke andres, ikke sit eget, ikke
i stand til at ta frælsende beslutning. Hvilken skulde den også
være?
Skridtene begynte igjæn, ænnu hurtigere, ænnu lettere. Og atter
infant sig hin uforklarlige, ikke ubehagelige bæven for Tande.
Det var ændelig blet mørkt; hun stod op og gik in. Hos fruen
var lys; gardinerne-var nede. Magnhild måtte også tænde lys.
Ikke før hadde hun gjort det, så hørte hun skridt i gangen, og
det banket på. Hun lyttet; det banket igjæn. Hun gik selv til
døren. Det var bud fra fruen, at hun måtte komme over. Hun
slukket og fulgte.
Her var alt forvandlet. Apne, pakkede kasser, kufferter, æsker,
væsker, Magda sovende over sin egen lille kurv, en lejekone be-
skjæftiget, likesom jomfruen, med yderligere ordning. Jomfruen
rejste sig op, idet hun sa: „Fruen er for et øjeblik siden gåt in
for at lægge sig. Jeg skal varsku.“ Magnhild banket på og
gik in.
Fruen lå bak hvite sengomhæng i en kniplingringet natdragt.
Hun hadde det tyrkiske tørklæ om hodet; det hørte uopløselig
til hennes hodepine. Lampen stod litt tilbake med en skjærm
over av rødt, bløtt papir, der bevæget sig. Hun lå støttet på den
ene albue, dypt i puterne; den fri, venstre hånd gav hun matt ut;
et træt, smærtefyllt blik fulgte. Hvor var hun skjøn. Magnhild
var atter hennes, og det så stærkt at hun kastet sig over henne
og gråt. Som var den syke herved blet elektrisk rørt, rejste hun
sig i sæte, og med begge armer knuget hun henne in til sin varme,
fulle skikkelse. Hun vilde med det aller stærkeste tak dra for-
ståelsen og medfølelsen in til sig. „Takk!“ hvisket hun over Magn-
hild. Hennes fortvilelse kjæntes sittrende gjænnem alle legemsdeler,
som rørtes. Taket slap, Magnhild rejste sig, fruen lot sig falle og
bød Magnhild at ta en stol og sætte sig like ved. „Her er lydt,“
hvisket hun, visende mot døren. Magnhild kom med stolen. „Nej,
her på sengen,“ sa fruen så og flyttet sig. Stolen blev atter bort-
sat. Hun tok Magnhilds hånd og holdt den mellem begge sine.
Hun så henne in i øjnene, som ænnu hang fulle av tårer. Hvor
godt, sant, hvor forstående hun så. Magnhild bøjde sig og kysste
henne. Læberne var matte.
Jeg har kallt på dig, Magnhild,“ sa hun sagte. Jeg har nogen
ting at sige dig. — Bliv ikke rædd“ — et håndtryk fulgte; „det
er ikke min historie, ... det er også helt kort; ti jeg trænger
til at være ene.“ Tårerne trillet ved de siste ord nedover kin-
nerne. Hun kjænte det og smilte.
„Du er blet gift ..... jeg forstår ikke hvorledes ... og
jeg vil ikke vite det!“ — Det bævet gjænnem henne, og hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
