Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 MAGNHILD
Hun lå og drømte at Mr. Skarlie og hun sloss. Han hadde
med sine store, hårete hænder fåt henne fat i hodet, skulderen,
hånden; hans ækle ansigt med de nakne gummer så leende in i
hennes øjne. Hun kunde ikke ta fra sig ... atter i hodet ... da
ropte Magnhild på henne, gjæntagende, højt — hun vågnet. Magn-
hild stod foran hennes seng. „Rønnaug! —“ „ja, ja!“ — „Det
er mig — Magnhild!“ — Rønnaug satte sig op i sengen, halvdruk-
ken av søvn: — ,Jo, jeg ser . . du . . det er dig? — Nej virkelig
dig, Magnhild! Vil du følge?“ — ,Ja!“ Og Magnhild kastet sig
over henne og brast i gråt — hvilken gråt! Som et barns der
efter en lang skræk finner sin mor. —- „Herregud, hvad er hændt?“
— Jeg kan ikke sige det!“ og atter den lange inderlige gråt. Og
så gjorde hun sig stille løs, og gik hen for sig selv. — „Men nu
følger du mig?“ — ,Ja,“ hørtes hun hviske, og derpå atter gråt.
Og Rønnaug strakte sine armer ut; men da ingen kom i dem,
hoppet hun selv ut, og tok glæden praktisk ved at klæ sig på i
en rivende fart. Der var glæde, ja triumf i hennes sjæl.
Mens hun sat på sengkanten og klædde sig, så hun nøjere på
Magnhild; sommernatten var aldeles lys, og Magnhild hadde hejst
et gardin, åpnet et vindu og stod der. Klokken måtte være som 3.
Magnhild var i underskjørt med en kåpe over; en pakke lå på en
stol; det var kanske hennes kjole. Hvad kunde være hændt?
— Rønnaug gik in på salen for at klæ sig videre, og da Magn-
hild kom efter, lå hennes nye rejsedragt der og blev vist frem.
Hun sa ikke takk, hun så næppe på den, men satte sig ved siden
og gråt på ny. Rønnaug måtte klæ henne på. Herunder hvisket
hun: „Har han villet bruke vold?“ — „Det har han aldrig,“ sa
Magnhild; „nej, det er andre ting,“ og gråten tok henne så stærkt
at Rønnaug intet videre sa, men gjorde både henne og sig selv
færdig på kort tid. Hun skyndte sig in igjæn for at vække sin
amerikanske veninne, derpå ned for at vække i hotellet; hun vilde
rejse om en time. Hun fant Magnhild i den stilling hvori hun
hadde forlatt henne. „Nej, tag dig nu sammen! Innen en time
skal vi være herifra!“ Magnhild sat dog: det var som hennes
kraft var uttømt med den kamp og den beslutning hun nylig kom
fra. Rønnaug lot henne være; selv hadde hun nok at gjøre. Alt
blev færdigpakket, og tilsist barnet, omgit av sine rejsetæpper,
uten at vågne. Innen en time var ganske rigtig både de og deres
saker stuvet i hennes prægtige rejsevogn. Alt sov omkring dem.
Avsted gik det i den lyse morgen forbi kirken. Solen såes ikke;
men himlen rødmet over fjællene i øst, landskapet lå i mørke
skygger, fjællenes øverste skråninger i et sort-blått av dypeste
dybde; elven, uten strejf av lys over sin kamp, skar frem som
et tog av vrede, ville besøkende fra fjællene, der kom nedover
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
