Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 253
nætop i dette opvågnelsens øjeblik, strykende frem uten stans,
uten skånsel, med skoggrende røster over sine ville forsæt og det
hæld der fulgte dem.
De naturintryk og de følelser Magnhild ellers kunde ha hat ved
færden — som rejse fra mange års lidelser, eller som den første
mil på en ny livsbane, i sin barndomsveninnes pragtfulle vogn —
— det dovnet alt av i en træt, tom døs. Hennes liv til daglig
hadde jo været mangeårig hvile i vaner, så en kvælls bevægelse
hadde aldeles tømt hennes kræfter. Hun længtes til intet som til
en seng. Og Rønnaug, som vilde ha motsætningens under helt
gjænnemført, hun vilde ikke alene komme i sin egen vogn med
to hæster for (når stigningen begynte, vilde hun ha fire); men hun
vilde også sove i en av gjæstesengene på det skyss-skifte hvor hun
hadde tjent som jænte. Så gjorde de også, og tre timers søvn
blev her tat. Konen i huset kjænte Rønnaug; men da Rønnaug
ikke likte henne, blev intet prat av.
Efter at ha sovet, spiste de og betalte, og så måtte Rønnaug
egenhændig skrive i skyssboken. Det var altfor morsomt. Da
læste hun, sist skrevet i den, følgende: To personer, 1 hæst,
næste skifte — og tilføjd i margen:
„Fugler møtte os to, kvitt-kvitt!
Hos os I tænker at bo, kvitt-kvitt?“
„Vi tænker aldrig det gran, tra-ra;
vi ælsker over forstand, tra-ra!“
„Hvad er dette for løjer?“ Begge de andre til; for Betsy Ro-
land blev det oversat.
Nu mintes de alle at de, just som de kjørte in, hadde set en
vogn med en herre og dame i kjøre ut og opover, fort forbi. Her-
ren hadde vændt sig bort, som vilde han ikke sees; damen hadde
været tilsløret.
De talte om dette ænnu, da de sat i vognen og kjørte videre,
mens alle folk på gården hadde samlet sig. De rejsende fant ut
at verset måtte skrive sig fra to lykkelige nygifte, — og Magnhild
kom, ved den sort tankeforbindelser man ikke rår for, til at huske
hine to unge, ham i saffransstøvlerne og henne med det særeget
opsatte hår, som hin kvæll på hennes bryllupsrejse mottok dem på
næste skifte. Derved kom hun til at minnes brylluppet, derved
til at tænke på hvad hun i alle disse år hadde gjænnemgåt, og
hvor planløst hennes liv lå, planløst, enten hun så bakover eller
frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
