Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 MAGNHILD
Det var imidlertid blet en vidunderlig dag; solen hadde nu nådd
over de her så høje fjæll. Dalen lå således til at den helt blev
overskinnet, skjønt den var trang. Elven gik her i smalere, men
stenrikere leje, gik skumhvit, hvor kampen stod, græsgrøn, hvor
denne ophørte, blå, hvor lien skygget, og grå her, hvor den dan-
net ævje over en leragtig bund. Græsset dernede stod med stive
børster, længer oppe med gule æggeblommer, de største de
hadde set.
Fjællene øverst oppe glittret; den mørke furuskog på barm og
i fang stod med slik mæt frodighed, at den som rigtig så, uvil-
kårlig blev opfrisket. Her, nærmest vejen, stod løvskog; ti her
var furuen borthugd, men brøt ellers erobrende frem igjæn fra
sit mægtige hovedland der bak. Vejen var støvfri. I skogbrynet
stod fjællblommer med det siste dugg-glimt for idag. De rejsende
lot holde og plukke, sat siden og forlystet barnet med blomsterne,
og bant kranser og prydet det med. Litt længer oppe, da elven
sank dypere under dem, så dens dur ikke tok al lyd in under
sig, var der jublende fuglekor. Trosten vippet, enkelt- og flokkevis,
fra det ene træ over i det annet, dens kraftige snattren veder-
kvæget; en opskræmt tiur turet med stærke vingeslag bort mel-
lem grenene. En hund som fulgte hæstene, skræmte ryper op;
de skrek, flakset, gjæmte sig i lynget, skrek og skræmtes atter
op, men søkte ad omvejer tilbake. De måtte ha reder her: her
stod også så fullt av bjørk rundt om den lille lyngplet.
„Å, hvor jeg har længtes til denne rejse! Og Charles, som gav
mig den!“ — Tårerne stod Rønnaug i øjnene; men hun avbrøt
sig selv efter at ha kysset sit barn: „Ingen tårer! Hvorfor?“
Og hun sang:
„Shed no tear! O shed no tear!
The flower will bloom another year.
Weep no more! Weep no more!
Young buds sleep in the root’s white core.
Det er vor sommerrejse, Magnhild! The summertravels in Nor-
way! Nu fremad!“
Men Magnhild bøjde sig ned, og tok ansigtet mellem sine hænder.
„Du skal få det godt, Magnhild. Charles er så god! Han vil
gjøre alt for dig.“
Men nætop nu kunde hun høre Magnhild hulke, og så holdt
hun inne.
Den soldag de rejste frem igjænnem, den friske kryddrede fjæll-
luft de inåndet, den jubel der slog ut av skogen, barneminnerne i
dette, blev Rønnaug for stærke. Hun glæmte Magnhild og sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
