Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 257
gynne på ny. Tre, fire, fem ganger op igjæn. Hun kunde ikke
mere! —
Hvad var imidlertid ikke gjænnemgåt av tanker og følelser hun
tusene ganger hadde hat, og av tanker og følelser hun aldrig
hadde anet.
Det første hele intryk hun samlet, i den halvklamme skogskygge,
der hun sat gjæmt, var som en bunt av hævende stråler. Det
var den anelse hun fik — den var ikke uttalt, og dog åndet den
op av hvær linje (tusene ganger søtere således!) den anelse, ja
visshed, at han, ja han hadde hat kjærlighed for henne! — og
dernæst den fulle kunskap han samtidig hadde hat, om hennes
kjærlighed — længe, længe før hun hadde fattet den selv! — og
som han dog ikke hadde rørt ved, nej ikke med et blik. — Hvor
overbærende han hadde været! Og hvad hadde han dog ikke
altsammen set hos henne! Var det sant, kunde det være sant?
Å, det var det samme! Men at få føle alt dette tilbunds som
han hadde følt, det var i hennes sorg likesom solen bak den våte
luft — efterhånden glidende in i dunstlagene med tusene aldrig
anede lysvirkninger oppe og nede. Hvilken opånden igjæn efter
års tomhed, savn, rugen!
Først senere trængte de enkelte tanker frem, men i grunnen
ikke før Rønnaug kom til. Det var også så tunglæst, dette brev;
det klang hist og her som oversættelse fra et fremmed sprog. —
Men nu brevet.
,Jeg kommer tilbake fra Syden. Jeg trodde mig stærk nok.
Ak! — bladene har vel sagt Dem at jeg er syk; men bladene vet
ikke hvad jeg nu vet.
Det første jeg gjør i den nye visshed er: at skrive Dem til,
kjære Magnhild.
De vil naturligvis bli smærtelig forundret ved at se min under-
skrift. Jeg vakte store håb — og veg da de skulde fullbyrdes.
Tusene ganger har jeg siden tænkt mig hvor det har budt imot
for Dem at gå til pianoet og prøve på at gjænta en sang vi tre
sammen hadde studeret, eller en øvelse vi to hadde gjænnemgåt.
Det skulde et under til om De kunde komme Dem til.
Tusene ganger har jeg også overtænkt om jeg skulde skrive
Dem til, og sige Dem hvad jeg nu ændelig siger Dem, at min
dypeste sorg i livet har dette været.
De utfridde mig av et engang rikt, men siden uværdigt forhold,
og dette blev mig til oprejsning. Uskyllsspiren i min sjæl hadde
atter fåt luft. Hele omfanget av denne utfrielse kjænte jeg ikke,
så længe vi var sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
