Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XII - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hild trykte sig op til Rønnaug, der også veg litt, så de blev
stående foran det store flordækte spejl. Præsten hilste god-
morgen, først på fru Randon, så på Magnhild; han spurte efter
deres befinnende. Derefter kom bonde efter bonde, tok i hånd,
gik rundt og tok alle i hånd som var i stuen. „Kall mor in!“
sa præsten til en av pikerne og rømmet sig. Fruen kom; atter
bonde efter bonde hen til fruen, tok i hånd og tilbake igjæn.
Præsten tørret sit åsyn, stilte sig foran den forskrækkede Magn-
hild, bukket og sa:
„Kjære Magnhild, bliv ikke bange! Vor lille bygds repræsen-
tanter er idag tilfældig samlet i skolehuset. Og der kom jeg til
at fortælle at du var her på gjænnemrejse, og da var der en som
sa: Henne skyller vi at her kræves så liten fattigskat. Og da sa
flere det samme. Og så sa jeg at dette burde vi sige henne selv;
deri var man enig. Du har visst aldrig fåt takk, mit kjære barn,
hverken her eller nede på Øren, skjønt der nede er virkningen
av dit arbejde ænnu større og har derfra utbredt sig til bygderne
på begge sider fjorden.
Kjære barn, Guds veje er uransakelige. Så længe vi ser dem
i vor egen lille Skjæbne, er vi lykkelige; men når vi ikke ser
dem, er vi såre ulykkelige.“ (Her brast Magnhild i gråt.)
„Da du med kjælken i din lille hånd førtes frælst ned ad skre-
den, var det for at du skulde bli til velsignelse for mange.
Forsmå ikke takken fra denne fattige bygd; den er en bøn for
dig til den almægtige. Du vet selv hvad han har sagt: Så meget
som I have gjort for en av disse mine minste brødre, have I
gjort for mig. Måtte du føle det!“
Præsten vændte sig, og i samme højtidelige taletone sa han til
sin hustru: „Lader disse mænn bli trakteret!“
Han skridtede omkring iblant dem med spøkende tale; men det
drønet i huset av den. Jo mere bevæget Magnhild var blet, des
lykkeligere var han blet.
Magnhild hadde trang til at tale til præsten; ti var hun ikke
kommet i hans hus, var intet av dette blet gjort, hvorfor hun nu
selv så ufortjent fik takk. Men hans voldsomhed holdt henne
tilbake.
Mænnene blev trakteret; de tok atter alle husets folk i hånd,
og de fjærnet sig, ført av præsten, hvis stemme lød op til dem
næsten like fra skolehuset.
XIII
Ut på eftermiddagen kom posten fra Øren, og med den et brev
til Magnhild. Hun blev rædd og gav det til Rønnaug, som snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
