Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mot vejen; Rønnaug viftet straks med sit lommetørklæ, og ropte
et levvel henover. Det gav gjænlyd i kvællen.
Men de hadde bare gåt nogen skridt til, så stanste hun for at
gi resten av sin harme luft. Det skedde i en strøm av ord,
næsten hviskende; Magnhild hørte ganske få av ordene; men de
hun hørte, var fra tjenestepiketiden langs landevejen: de forholdt
sig til det vanlige ordforråd som flodhæster til fluer.
Magnhild drog sig tilbake. Rønnaug stirret på henne rent villt,
fattet sig: „You are right!“ — men der kom et nyt utbrudd av
harme, av forfærdelse; ti hun var jo nu minnet om den tid da
hun kavet fra sig, så godt hun kunde, nede blant folkeavgrunnens
slimete dyr, i det mørke der rår, og hvor slike som han der
nede på bakken sat på randen og fisket. ... Hun tok ned i
sin lomme efter Charles Randons siste brev, som hun altid bar
løst hos sig, til hun fik det næste, og hun trykte det til sine
læber og brast i gråt, og vedblev dermed så hun måtte sætte sig.
Det var første gang i deres liv at Magnhild hadde set henne
gråte. Selv på dækket, da hun drog til Amerika, hadde hun ikke
grått: nej, tværtom!
XIV
De blev i præstegården i flere dager. Ti da det var fortalt at
Magnhild skulde med til Amerika, blev de gode mennesker så
forskrækket at man måtte la dem få tid til at gjøre sig mere
fortrolige med det. Magnhild ønsket også at fa være sammen
med dem.
En dag gik alle damerne henover vejen; Rønnaug og Miss Ro-
land hadde lille Harry mellem sig, så det gik ikke fort. Just for
hans skyll gik alle godt av vejen for en stor rejsevogn som kom
efter. Ti det er ofte så, at man av omhu gjør bevægelsen med.
„Magnhild!“ roptes der fra vognen, innen de spaserende ret
hadde fåt vændt sig mot den.
Magnhild så op; en dame i sort smilte over til henne.
Magnhild sprang straks mot henne; kusken stanste. Det var
fru Bang.
Fruen tok henne in til sig og kysste henne. En fet militær ved
hennes side hilste.
Fruen var mager; hun sat i en sørgedragt efter moderneste snit.
Sorte perler, strødd over dragten, glimtet ved hvær bevægelse;
fra den opkrammede hat med bølgende fjær fløt et sort slør ned
og var slynget om halsen; hun så frem av en nat med funkende
øjne; ti de fik just i denne infatning en fængslende glans. Ve-
modig hengivelse syntes likesom at beføle over åsynet, at dra i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
