Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
støv 283
nem, der lå fiskedammen så blank og sort. Så vilde han skri
over den, og gik fra gangstien op på den; for gangstien går like
ved dammen. Men der hadde de samme dag hugd hul for at
fiske, og de hadde glæmt at sætte mærke ved, og så skrir lille
Hans like ut i hullet. De hadde hørt et barns nødrop på gården;
budejen hadde hørt det, men bare én gang, og hun hadde ikke
tænkt noget større ved det; for der i parken plejde alle gutterne
at leke. Så var lille Hans borte, og ingen kunde sige hvor han
var. Da blev dammen ophugd, og de fant ham; men gutterne
fik ikke se ham. Derimot hadde de fåt være med til begravelsen
sammen med smågutterne og småjænterne ved bruksskolen. Men
han blev ikke begravet i kapellet hvor bestefar og bestemor ligger;
han blev begravet på kirkegården. Å, det hadde været så dejligt,
da de sang. Skolemesteren hadde sunget bass til, og Gamlebrunen
hadde trukket Hans, som var i en hvitmalt kiste som far fik fra
byen, og der var kranser på. Mor og Stina hadde flættet dem.
Alle barnene fik kaker, før de drog avsted, og ribsvin. Men san-
gen, det var den som gutterne nyss hadde sunget; Stina hadde
lært dem den. Hans hadde været så fattig, men nu hadde han
det godt; han var hos Gud; det var bare kisten som kom i jor-
den. Hvad der da var i kisten? Jo, det var ikke den egentlige
Hans, det, for Hans var ganske ny nu. Der var kommet engler
ned i dammen til ham med alt som den nye Hans skulde ha på,
så han frøs ikke i dammen; han var der ikke. Alle barn som
døde, kom til Gud, og det sammen med hundretusen millioner
ganske små engler. De engler var også her rundt omkring os;
men vi kunde bare ikke se dem, for de var usynlige, og Hans
var nu med dem. Englene kunde se os, de var så snille med
os, især med barn, og de aller ulykkeligste barn vilde de ha hos
sig, derfor tok de dem. Det er meget, meget, meget dejligere at
være hos englene æn her. Jo, det er det, for Stina har sagt det.
Stina vilde også heller være hos englene æn her; ti det var bare
for mors skyll at Stina ikke gik til dem, for så blev mor så
alene. Alle engler hadde vinger på, og nu lå Hans’s far og vilde
til Gud, han også. Han skulde også få vinger på og bli en liten
engel og flyve om her, og hvorsomhelst han selv vilde — like op
til stjærnerne. For stjærnerne var ikke bare stjærner, de var så
store, så store, når vi kom op til dem, så store som hele jorden,
og den var umådelig stor; større æn det største fjæll. Og der
var mennesker på stjærnerne, og der var meget som ikke var her.
Men i eftermiddag skulde Hans’s far få gå dit, han, like til Gud;
for Gud var oppe der i himlen. De vilde så gjærne få se Hans’s
far få vinger på, men mor vilde ikke ha dem med. Og Hans’s
far var alt nu blet så dejlig, der han lå, at han næsten så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
