Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
292 støv
da, med et hus som jeg slet ikke magter, og med to barn som
ingen av os kan opdrage; i alle fall mener Atlung så.“ — „Men
tar De da ikke fat?“ — „Med huset mener De?“ — „Nu ja,
med huset!“ — „Gud, hvad skulde det nytte til?—Jeg fik mest
skjænd, dengang jeg prøvde.“ — „Men De har jo hjælp?“ — ,Ja,
det er nætop ulykken.“ Jeg vilde just spørge hvad hun mente
med det, da spisestudøren like ved os lydløst åpnedes; Stina kom
in med lamper. Hun kom i to, tre vændinger; men den store
stue blev langt fra fullt oplyst av de lamper hun bar in. Der blev
imidlertid ingenting sagt.
Da Stina skulde gå, spurte fruen om barnene. Stina fortalte at
man søkte efter dem; de var ikke på gården. Fruen la ikke
videre mærke til det, og Stina gik. „Hvem er Stina?“ spurte jeg,
da døren lukkedes bak henne. „Å, hun er et meget ulykkeligt
menneske, som hadde en fordrukken far der slog henne, og så
fik hun en mann, en bankkasserer, som også begynte at drikke
og slå henne. Nu er han død.“ — „Har hun været her længe?“
— „Fra jeg skulde ha det første barn.“ — „Men dette er et trist
selskap for Dem, frue?“ — ,Ja; hun er ikke meget morsom.“
— „Så skulde hun sandelig bort.“ — „Det vilde være mot tradi-
tionen her i huset. Et ældre menneske skal passe barnene, og
det ældre menneske skal leve og dø i familien. Stina er bra.“
Atter kom den vi talte om, lydløst in; denne gang med kaffen.
Der var i grunnen noget spøkelseagtigt ved dette blågrønne por-
træt av Carlo Dolci sådan svævende på tæpperne i den store
stue, der hun søkte efter en skjærm over lampen på kaffebordet,
som om vi ikke hadde det dunkelt nok før. Skjærmen var oveni-
kjøpet et gjænnemstukket billede av Peterskirken i Rom.
Stina var gåt, og fruen skjænket. „Og så vil I mannfolk oveni-
kjøpet ta udødelighedshåbet fra os?“ Hvad dette ovenikjøpet“
hadde hensyn til, fik jeg tænke mig som jeg vilde. Hun rakte en
kop over til mig, og blev ved: „Da jeg idagmorges kjørte til den
døende mann på den andre siden parken, fallt det mig in at sneen
over de golde trær, det er dog i grunnen det aller smukkeste bil-
lede på udødelighedshåbet over jorden, ikke sant? Så ren ovenifra;
og så barmhjærtig da?“ — „Tror De den faller fra himlen, frue?“
— „Den faller ned på jorden.“— „Det er sant; men den kommer
også fra jorden.“ — Hun lot ikke til at ville høre på dette, men
blev ved: „De talte før om støv. Men dette hvite, rene støv over
den frosne gren og på den grå jord, ja det er da som evighedens
poesi — synes mig,“ og hun la et syngende eftertryk på „mig“.
„Hvem har så digtet den poesi, frue?“ Hennes største øjne
så på mig, og denne gang ikke spørgende; nej, sikkre. „Er det
ingen åbenbaring utenifra, så er det en åbenbaring innenifra; hvært
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
