Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294 støv
„Gutterne,“ sa Stina, og holdt inne. „Gutterne?“ gjæntok begge,
Atlung stanste, fruen rejste sig.
„De er ikke på gården, ikke i husmannsplassene ... vi har
søkt alle steder; — ved fabrikkerne også.“ — „Hvor så I dem
sist?“ spurte Atlung åndeløst. — „Budejen siger hun så dem
styrte mot parken gråtende, da De lovte dem ris.“ — „Fiske-
dammen!“ kom jeg til at sige, før jeg fik tænkt mig om, og virk-
ningen på mig selv og dem alle var som om noget sprang i styk-
ker mellem os. — „Stina!“ ropte Atlung; det var ikke bebrejdende,
nej det var et skrik av smærte, det såreste jeg har hørt, og ut
for han. Fruen løp efter, og idet hun ropte hans navn.
„Bed om lygter!“ sa jeg til de folk jeg så bak Stina i spise-
stuen. Jeg gik ut og fant mit tøj, vændte om igjæn, traf Stina,
der bevæget sig rundt i ring med foldede hænder. „Men så kom
og vis mig hvor det er!“ Uten svar, og kanske uten at vite hvad
hun gjorde, ændret hun sin gang fra rundt til frem, altid med
foldede hænder og højt bedende: „Fader i himmelen for Jesu
skyll! Fader i himmelen for Jesu skyll —“ rørende, kraftig; og
hun blev således ved ut gjænnem gården, forbi husene, gjænnem
haven, in i parken.
Det var ikke videre koldt; det snedde. Dette lange, mørke
spøkelse foran i snetåken med bøn-strimen efter sig in under de
høje, belagte trær, fulgte jeg som i drømme. Jeg sa mig selv at
to små gutter nok kunde gå til fiskedammen, for at finne Gud og
englene og de nye klær; men hoppe i hullet, hvis der var noget,
og det to sammen ... umuligt, unaturligt, dumt! Hvorfor i al
værden var jeg kommet til at tænke eller antyde slikt? Men det
nytter ikke alt det forstandige en siger sig selv i en slik stund;
det værste og utænkeligste vinner på en likevel, og dette „Fader
i himmelen for Jesu skyll . . . Fader i himmelen for Jesu skyll,“
suste i højeste angst om mig, og virket bestandig ny angst også
hos mig.
Hvis de slet ikke har gåt til fiskedammen, eller hvis de har
været der, men har ikke turdet springe i vandet, så kan de jo
være tomlet avsted annensteds hen. Hans’s far skulde i efter-
middag få vinger på; — mon ikke også de i sin hjærteangst sitter
ensteds under et træ, og vænter på det samme? I så fall fryser
de sig døden til. Og jeg så for mig de to forfrosne stakkarne, som
ikke turde gå hjæm, den yngre gråtende, den ældre også tilsist
gråtende; jeg syntes bokstavelig jeg hørte dem... „Hyss!“ ...
„Hvad er det!“ sa hun og vændte sig i bråsnart håb. „Hører
De dem?“—Vi stod begge stille. Men der var intet at høre uten
mit eget pust, når jeg ikke længer kunde holde ånden. Ej heller
var der noget at se som lignet to små sammentullede mennesker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
