Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296 støv
Atlung ropte op: „Vi må søke hele parken igjænnem; vi be-
gynner med husmannsplassene. Og han kom henover, og kløv op
og hjalp sin hustru efter.
Her møttes de av Stina: „Frue, frue!“ hvisket hun bønfallende.
Men ingen av dem ænste henne.
Jeg stirret i kløften under os. At se snelagte trær ovenfra er
som at se en forstenet skog.
„Kjære Atlung! vil du ikke rope?“ bad fruen.
Han stilte sig længst frem; der blev stillt. Og så ropte han lang-
somt utover skogen: „Anton og lille Storm! Kom hjæm igjæn til
far og mor! Far er ikke sint længer!“
Var det luften som kom i bevægelse, eller fallt nætop det siste
snegran, det der skulde bringe en overlæsset gren til ændelig at
slippe, eller var nogen kommet nær en sådan — nok, Atlung fik
som svar snefall av en stor gren halvt ved siden, halvt foran.
Det gav et dumpt brak med gjænlyd i skogen, grenen svajet og
svang op, og der stod snedamp utover os. Men ved ristingen slap
ændelig alle dets svære grener sine snebører; brak og damp in-
hyllet os, og før vi visste ordet av, slap det nærmeste træ sneen
fra alle sine grener på én gang. Lufttrykket herav var så stærkt
at to til, så fem, seks, ti, tyve trær slap med drøn og gjænlyd i
skogen, og med en damp som av snefonner, alle sine tunge lass.
Da kom den ene ring av trær efter, så en til, så mange, mange
ved siden av os, længere borte, tæt foran, bevægelsen gik først i
to store armer, de delte sig efterhånden i flere, skogen stod og
skalv. Dunderet rullet langt fra os, nær ved os, nu støtvis, nu
samtidig og uten slut. Foran stod alt i hvit damp; det trampende
tog over skogen skræmte os i førstningen; efterhånden som det
drog bort fra os, og vokste, blev det så storartet at vi glæmte
det annet.
Trærne stod atter rejste og ranke, frie og sortgrønne; selv så vi
ut som snemænn. Alle lygter var slukt; vi tændte, og vi rystet
sneen av os. Da hørte vi klagende: „Æn om smågutterne ligger
under en snefonn?“ Det var moren som talte. Nogen skyndte
sig at sige at den umulig kunde skade dem, den kunde i det
højeste kaste dem overænde, kanske for en stund kvæle dem;
men de måtte kunne arbejde sig frem av den. En sa at de ufejl-
barlig måtte skrike, straks de blev fri sneen, og Atlung ropte:
„Hyss!“ Vi stod mer æn et minut og lyttet; men intet hørte vi
uten langt borte fra et og annet efterdøn av en enkelt stående
klynge, som nu først kom med.
Men var gutterne i en av skogens ytterkanter, så kunde vi
vanskelig høre dem der vi stod; på begge sider var jo kløftens
kanter højere æn dæmningen hvorpå vi stod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
