Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298 støv
med det. Hadde dette i kvæll ikke kommet, så var det kanske
skedd allikevel; men Gud har bønhørt henne! Kanske har også
jeg været et værktøj i hans hånd; jeg tør næsten tro det. Og
lille Hans’s død . . . ja, ganske visst også lille Hans’s død! Når
nu de to små søte sjæle sitter og fryser ensteds, og vænter på
englene, å, de kjære, kjære gutter, så har de dem jo hos sig!
Tviler De? Nej, tvil ikke! Om nu gutterne blir syke, og de blir
ganske visst syke, ja, så er det jo deres lykke! Ti når far og
mor sitter sammen ved sykesengen, å, da sendes de aldrig siden
bort. Aldrig, nej aldrig! Da ser Atlung at det vilde være at dræpe
henne. Å, han ser det alt i kvæll. Ja, han ser det ganske visst.
Han har alt nu højtidelig lovt henne det. For nu sist så hun så
inderlig godt på mig, og det gjorde hun ikke for en stund siden.
Det var som hun hadde noget at sige mig, — og hvad skulde det
også i hennes angst været for noget annet æn det? Hun har op-
daget Guds veje, hun også, Guds vidunderlige veje! Hun takker
og priser ham, hun som jeg, — ja, højlovet være Gud for Jesu
skyll i evighed!“ Hun talte hviskende, men sikkert og inderlig;
det siste, eller lovprisningen, derimot med bøjd hode, foldede
hænder og sagte som til sit eget bryst.
Vi kom fra hværandre og nu og da nær hværandre, hvor
kløften drev os sammen, og al søkning for vort vedkommende
hørte op. „Ett savner jeg forklaring over,“ hvisket jeg til henne.
„Dersom alt, like fra lille Hans’s ynkelige død, er hændt, for at
Atlungs gutter skal bli hos sin mor, — så må også det store sne-
fall vi nylig så og hørte, passe in. Men jeg kan ikke se hvor-
ledes?“ — „Det? Det var bare en naturbegivenhed, det; en ren
tilfældighed.“ — „Er der da noget sådant?“ — „Ja,“ svarte hun.
„Og det griper ofte in. Men her kan jeg ikke se hvorledes. Det
er en stor nåde, at jeg kan se det jeg ser. Hvorfor skal jeg for-
lange mere?“ —
Vi spejdet omkring os; men vi følte at her like ved kløften var
gutterne ikke. Hvad jeg sist hadde sagt, blev ved at opta Stina.
„Hvad mente De med snefallet?“ spurte hun sagte, da vi næste
gang traf hværandre. — „Det skal jeg fortælle. Fruen hadde, kort
før vi kom ut i parken, sagt mig at udødelighedshåbene faller fra
himmelen på vort liv likeså tysst, hvitt og mykt som sneen over
den nakne jord ...“ — „Å, hvor vakkert!“ utbrøt Stina. —
„Og så tænkte jeg, da den stærke støjen kom, hele skogen skalv,
og sneen fallt av trærne med torden— ja, bliv nu ikke vred! —
da tænkte jeg at slik var også udødelighedshåbene fallt av både
fruen og Dem og os allesammen i den store angst for gutternes
liv. Vi for om hværandre i jammer og gråt, og somme av os i
harme over at de nu kanske var på randen av evigheden.“ —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
