Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
støv 301
ænnu stod urygget, med fantastisk magt; det enkelte var tapt, men
motsætningerne blev stærke.
Jeg var træt, og stemningen derefter. Skogen stod under sneen
som et bøjd, overvunnet folk; den bar på mere æn den kunde.
Allikevel tålmodig, træ ved træ, uten ænde bortover. Det var
almuen fra henfarne tider til nu, den nedstøvede almue. Hin „him-
melfallne, barmhjærtige sne“. ..
Og som det var gåt alle billeder, like fra de aller ældste vi
kjænner, at somme av dem fridde sig ut fra det som de var bil-
lede på, og fik selvstændigt liv, så gik det mit. jeg så de hen-
farne slægter inne i en støvtåke; derfor kjæmpende mot hvær-
andre, og dræpende hværandre i millionvis. Altid stod nogen og
strødde støv, mere støv over dem. Ofte kjærlige, fine sjæle, som
derved gjorde det højeste og skjønneste som de visste.
Men jeg så alle livets forhold, selv de friskeste, overstrødd
av støvlaget, og det at ville fri menneskene ut av det at være
værdens værste eller eneste oprør.
Og da jeg blev trættere, og det veg fra mig, mens det nylig
oplevde dukket frem igjæn, da hørte jeg det grangivelig gråte inni
et snestøv som ikke længer fallt; det var gutterne jeg hørte.
De to stakkars gutter hadde trodd hvad de voksne hadde lært
dem. De hadde trodd på væsener, kjærligere æn vore, et liv
varmere æn vort; for disses skyll hadde de trosset kulden her,
og i gråt og frygt sittet og væntet standhaftig. Da tordenen gik,
hadde de kanske bævet mot forvandlingen — og blev bare be-
gravet.
Jeg kom gjænnem skogen og kjørte op langs ved den til sta-
tionen. Da jeg deroppe rejste mig, og kastet ænnu et blik utover
trærne, var de klart overstrålt av månelyset; nu var det blet
stærkt .. .
... En drøm ut over alle folk, opkommet uændelig længe før
al historie, i bestandig ny skikkelse, den ene ut av den andre, og
altid så at den yngre lå lettere over livet æn den næst forrige,
og skjulte mindre av det.
Det uforståelige blir altid igjæn, det uændelige med dette; men
det må ikke skræmme og gjæmme os længer; — fylle os med
ærbødighed, og ikke med støv.
Jeg sat atter i slæden, og den ensformige dur av bjællen gjorde
at søvnigheden kom. Og så begynte gutternes gråt at synge for
mine øren sammen med bjællen. Og jeg måtte i min træthed til
at tænke mig hvad der videre hændte de to små, og hvorledes
det i den første tid på Skogstad måtte se ut i sykerummet og
omkring blant dem jeg nætop hadde forlatt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
