Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
støv 305
Han hørte på sin egen hulken i den store stue, og gøs. Han følte
det, — å, han følte det, at han skulde sitte her alene og høre
den i uker. Og i det grænseløse savn stod hennes billede klart
frem, hun kom som av sengen i sit hvite klæde, og gav ham ord
for ord hvad hun hadde ment. Hennes bøn til Gud hadde været
at hun måtte få beholde gutterne, og nu var hun forfærdelig bøn-
hørt; ti nu skulde hun ha dem med sig i døden. Det var dette
der hadde lamslåt henne. Og så gjæntok hun: Jeg mente det
ikke således: jeg vilde ikke ta dem fra — dig.“
Hvorledes var dette på én gang fallt henne in? Hvorfor var
hennes uryggelige visshed slåt om til noget så forfærdeligt?
Våkekonen visste intet. Mot morgenen var fruen fallt i søvn,
og efterhånden var den blet roligere. Da hun vågnet et stykke
ut på dagen, lå hun litt, før hun blev plejet. Hun var overmåde
svak; husholdersken hjalp til. Ingen talte til henne om hennes
tilstand, ikke med et ord. Selv sa hun intet uten én gang; det
var da hun hadde fåt litt suppe, da sa hun: „Å nej, det kan være
det samme.“ Hun la sig bakover og lukket øjnene. De rådet
henne til at spise; men hun svarte ikke. De stod litt og væntet,
så lot de henne i fred.
Ut på kvællen blev feberen stærkere; på doktorens råd blev
hun da båret ut i næste rum. Dette opfattet hun som at bæres
mot paradis, og sang til med en liten hæs røst. Hun talte også
nu uten ophør; men med untagelse av hin salme om paradis, var
der intet i al hennes tale som tydet på, at hun husket noget av
hvad hun hadde tænkt i det øjeblik hun hadde sine sanser. Alt
var nu igjæn lykke og smil. Ut på morgenen sovnet hun; kort
efter vågnet hun, og straks kom hin usigelige smærte; men også
straks dødskampen. Under denne blev hun var at gutternes sen-
ger ikke var der. Hun så på Atlung og åpnet hånden, som vilde
hun ha hans. Han forstod hun tænkte gutterne var gåt forut, og
at hun vilde trøste ham. Med denne lille kolde hånd i sin og
dens sagte rykk under kampen med de siste bud fra det vigende
liv, sat han til det var slut.
Men da overlot han sig også helt til sin grænseløse sorg. Han
spurte ikke længer hvorledes dette var gåt til, eller hvad som var
hændt hin formiddag; nu visste han det: — der var aldeles
intet hændt. Et nyt hugskott, intet annet. Likeså uanet som
det første kom, at nu skulde alt bli bra, og barnene altid være
hos henne, likeså uanet kom det annet, at det var over i evig-
heden de skulde være hos henne. En dag gav hun sig selv livet;
den annen gav hun sig selv døden.
Herved hadde intet været at gjøre?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
