Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Et styggt barndomsminne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
andre og atter soldater. Vi gik varsomt på hålken, præsterne talte
hele tiden med den svært bleke mann; hans øjne var blet så
milde og trætte, og han sa ikke stort. Mor, der hadde været så
snill med ham, og hadde fåt hans takk for det, hadde nu sendt
med en flaske vin, som han skulde styrke sig på; første gang
min lærer rakte ham den, så han på præsterne, han vilde vite
om det ikke var synd. Min far nævnte Paulus’s råd til Timoteus,
og straks drak han sig en god slurk.
Langs vejen stod folk som vilde se ham, og som derefter sluttet
sig til toget; deriblant var kammerater av ham, som han
sørgmodig nikket til; et par ganger løftet han også på huen, den
samme flate jeg så ham i første gang. Det var åbenbart at
kammeraterne hadde godhed for ham; jeg så også unge kvinner
som gråt og ikke la an på at skjule det. Han gik med hænderne
sammen over brystet, væntelig bad han.
Vi skræmtes alle op av kaptejnens værdslig drønende: „Giv agt!“
da vi kom frem til stedet. Militæret stod opstillet i en åpen
firkant, som lukket sig, efter at den hadde tat mot lensmannen,
præsterne, den dødsdømte og nogen til; blant disse var jeg. Her
stod en stor taus menneskeskare omkring, og over alle raget
fogden i tresnutet hat og til hæst. Da de soldater som kom med
os, efter adskillig brakende kommando var optat i firkanten, børjet
handlingen med, at fogden læste op dødsdommen og den kongelige
befaling som ordnet henrettelsen.
Fogden holdt like foran det sted der høvlede bord var lagt
over graven, og ved disses ene ænde stod blokken. På den andre
side av graven var en forhøjning rejst, fra den skulde nu provsten
tale. Per Hagbø knælte på dens trin med ansigtet mot gulvet i
sine hænder og tæt op til sin sjælesørgers føtter. Provsten var en
dansk mann, en av de ikke få som ved adskillelsen valgte Norge.
Hans taler var dygtige på papiret; men de kunde ikke altid høres,
og minst når han var bevæget, hvad han meget let blev. Da
skrek han de første ord ut meget stærkt, men så trak han hodet
ned mellem skuldrene, rystet det uten stans, mens han lukte øjnene
og gav nogen kvalte lyd med små opstøt imellem Et par
fadermordere, som nådde ham til midt på ørene — jeg har aldrig set
deres make — slog op om det snauklipte hode, med to dobbelthaker
under, og skuldrene slog op uten på dem igjæn; ved lang
øvelse fik han dem højere op æn andre. Den som ikke kjænte
ham — for at kjænne ham, det var at holde av ham! — kunde
vanskelig bare sig for at le. Hans tale hørtes ikke, og forstodes
ikke, men den var kort; han måtte bryte av for bevægelse. Bare
ett skjønte alle, at han ælsket denne unge, bleke mann, som han
hadde beredt til døden, og at han ønsket alle måtte gå til sin Gud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
