Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MORS HÆNDER 317
men ingen av annen lyst. Det flammende fra øjnene var nætop
en rustning mot blik og ønsker, som avler slikt; de gled av.
Ingen art av kjælenskapets svækkelse i denne uavbrutte utstrøm-
ning av sundhed, begavelse og glæde.
Derfor var det den tok, — det være sagt til de møtendes
ære. Ingen kom utenfor, ingen blev den særskilte. Enhvær fik
efter sin art.
Denne enestående beundring og tilbedelse var kommet i stand
ifjor høst, da kavaleriobersten (gift med hennes mors søster) kom
tilbake med henne fra Paris. Den evige frier til mænns og kvin-
ners gunst, som absolut ingen forsømte uten sin egen hustru,
hadde siden ifjor høst ingen større og vigtigere opgave æn at
præsentere sin skjønne niece. Det skedde til hæst ved hennes
side, på ball ved hennes side, i teatret, på koncerter ved hennes
side; der kom ingen annen. Han gjorde kavalkader til hennes
ære, og hele kavaleriet var væk, han gjorde ball til hennes ære,
og en god del til var væk. Han tok henne med på officerernes
store fæst, og hele befalet var væk. Som gammel hofmann kjænte
han knepene; hun blev aldrig præsenteret uhældig eller bare for-
gjæves— som nu her; de var varskudd hvær eneste en!
De kom i højeste grad frivillig allikevel; men uten varsku hadde
de simpelt hen ikke visst det, eller tjenesten var ikke blet ordnet,
så de kunde komme, eller mange av dem hadde ændog holdt det
for påtrængende. Nu var de der på kommando; hos en officer
forhøjer følelsen av at bli kommanderet i høj grad velværet. Se
den lille, gamle generals rygg, idet han kysser hennes hånd, hilser
fra hs. majestæt, og overrækker sin buket, den han selv har pluk-
ket til henne i denne morgen. Se denne rygg, siger jeg; den
kunde klappes og strigles. Da han atter rejser sig, er han så
lykkelig i hennes stråler som en stivbenet hund der lugter kjøtt
under servietten.
Jeg talte ovenfor om kommando, at alle hadde den for officerer
velgjørende følelse av at hylde henne på kommando. Det at ma-
jestæten selv hadde bifallt henne, var en højere invielse. I vinter
hadde han ute på isen værdiget at binde hennes skøjter fast.
Visstnok var hun ikke ene om denne store udmærkelse eller om
at bli medlem av hans kongelige skøjteklub. Det var en hel flok
unge piker foruten henne. Men hvær eneste tilstedeværende officer
av kavaleri og artilleri — og der var mange tilstede, da han
knælte og bant hennes skøjter fast — holdt det for en udmær-
kelse som vistes deres dame.
Under bistand av infanteri rænte de efter henne utover den
blanke is, som da var uten mén eller stans — svenskerne med!
Der skulde ikke meget fantasi til for at se henne i teten for en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
