Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320 MORS HÆNDER
ualmindelig iver; men bakover gled han, blev overflødig, ja rent
ut i vejen. Oberstinnen lo åpent av ham. Han, som i utlandet
hadde stoppet sin ægteskabelige ring i lommen, og nårsomhelst
var parat til det samme, blev nu selv stoppet i lommen som et
tomt cigaretui......
Annen gangs ringning, bevægelse i flokken, sabelklirr og spore-
klirr, hænders opløftelse, højlydt hilsen. Den fejrede hilste for
tusende gang, der fallt kvikke ord, der deltes ut smil og bøjninger
med munter ynde, i rask takt; hun var fullkommen ovenpå! Den
storrutete rejsekjole, den lyse hat med sløret over, som atter fallt
ned og atter kastedes i vejret, en stolt nakke, en fullkommen figur
— altsammen i hyldningens solskin ... var det ikke op i en guld-
vogn, med hvite duer for, at hun steg? Foreløbig ikke højere æn
til morens plass i den åpne vogndør. Herfra smilte hun nedover
obersten på den ene side, generalen på den andre, damerne om-
kring disse. Bakenom dem igjæn møtte hun alle de løftede munn-
skjæg, alle de lyse, alle de brune, alle de sværtede, alle de sorte;
hun opvartet med sine øjne de tynne munnskjæg, de tykke, de
langbuete og dumme, de tungsindige og hængende, de kokkeliky
opsvingende. Inne i denne loddenhedens brunst tok en del ubartede
sig ut som svenska tenorer.
Jeg håber frøkenen får en behagelig rejse,“ sa gamle generalen.
Den ærlige hæstetrykker var for beskeden til at ville sige noget
mærkeligt. „Du får ha takk for i vinter da, jentami!“ Det var
obersten med høj røst. Tillægget skulde vise hvor faderlig-
kammeratslig han turde være. „Ja, jeg har ofte hat ondt av dig
i vinter, onkel,“ fik han til svar; „nu får du hvile dig godt ut i
sommer da!“
Oberstinnen lo, og det blev signalet til at alle turde le.
Åsynene op mot hennes — de fleste ærlige, godmodige —
næsten hvært et minne om morsomme øjeblik; tilsammen om en
høst og vinter i kavalkader, skøjteløp, skirænn, kjøreturer, baller,
middager, koncerter — en runddans henover blinkende is og
fykende sne, eller inne i et strålehav i toner, i glassenes klang, i
latter og varm tale. Ikke et eneste minne med noget klisset i —
frit og fermt som en rytterparade. Et par forsøk — blant andre
av hennes værdige onkel — var tvint bort som en sky av fnugg.
Hun kjænte taknemlighedens fryd over hvad hun hadde oplevd,
over alles godhed til siste stund. Den overvældet henne, den
funket i hennes øjne, den ivret i hennes væsen, den gaves ut
til alle under henne og til blomsterne hun holdt. Men en følelse
av for meget, av så altfor meget løp hele tiden med. Der-
igjænnem en ængstelse av tomt, som gav en ulidelig smærte.
Gid det var forbi!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
