Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MORS HÆNDER 331
Hvordan kunde han vite det? Jeg husker ikke om jeg spurte,
eller om han bare så min forundring; men han fortalte at han
hadde set mig, da vi gik fra foredraget; han hadde hørt hvem jeg
var. Den dype røsten, som for mig betydde det usædvanlige, like-
som langt inne fra fremtiden, var det underligt at høre holde på
med forlegne unskyldninger for, at han hadde sagt hvad som
kunde fornærme mig. (Før han fik sagt „fornærme Dem, frøken,“
sa han: „fornærme dronningen —jeg vil si: fornærme dronningen
og hennes damer — jeg vil si: fornærme Dem, frøken!“) Han
hadde så mange andre æmner han kunde ha tat, sa han, og så
mange andre vejer at komme til det på. Han kunde ha sagt
meget godt om dronningen, som han virkelig kjænte til; nu
glæmte han det. Sådan blev han ved med øjnene tæt in i mine.
Troskyldige, men stærke øjne, som jeg droges in i. Det duret
der i den stille skog av hans uutgrunnelige, kejtede ærlighed.
Øjnene sa likesom bestandig: Tror ikke De også det, frøken?
Ingen kan forestille sig som de var uvidende om hvad de
gjorde.
Han talte, og jeg hørte, og nærmere og nærmere gik vi hvær-
andre. Men den fryd jeg følte, og som ikke fik ord — hvad
skulde jeg også ha sagt? — tænk den var tilsist ikke til at styre,
den slog sig rebelsk. Jeg hørte med én gang mig selv le! Så
skulde du ha set, — uten nogen overgang lo han sammen med
mig! Lo så det svarte i skogen! Fiskerne drog nætop forbi, for
at være på pletten når solen rant; de hvilte på årerne og lyttet;
hans latter kjænte alle. Jeg kjænte den også, fra han kom med
sine to slaver. Der var en faun i ham. Naturligvis en nordisk
faun, en uhyre skogmann, vildmann, overgiven, men uskyldig,
førende to bjørner, en under hvær arm! Ja, sådant noget. Ikke
troll, skjønner du, de er så dumme og onde.“
„Du siger „uskyldig“, mor? Hvad forstår du ved at han var
uskyldig? Han, som tillike kunde være så vill?“
„At intet skadet ham. Hvad han så hadde prøvd eller kjænt,
— han var like stort barn for det. Jeg siger dig, like fin og like
utenfor. Han hadde en så stærk omdannelsesævne i sig, at hvad
som ikke høvde hans natur, kom væk i den. Siden var det
ikke med.“
„Mor, hvordan gik det? — Å, hvorfor har du oplevd det der
og ikke jeg?“ — Hun hadde ikke før sagt det, før hun var borte.
Moren lot henne være. Selv satte hun sig på en sten og
væntet. Det var godt at få hvile i sine tanker. Hun sat længe
alene, og hadde gjærne sittet længer; men skyerne begynte at dra
sammen. Da kom Magne tilbake med en buket, en del av de
skjæreste skogblomster og fint græs, ordnet pent omkring en furu-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
