Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
332 MORS HÆNDER
kvist med kongler på, grågrønne unge kongler. „Du, mor? Sådan
var han vel? — Nej, kjære mor, gråter du?“
„Av lykke, barn, lykke og savn på én gang. Du vil engang for-
stå at det er jordens mest velgjørende gråt!“
Men Magne hadde lagt sig i græsset hos henne. „Mor, du ved
ikke som du idag har gjort mig lykkelig!“ — Jeg ser det, kjære
barn. Jeg gjorde ret, da jeg væntet! Det har kostet, kan du tro,
men jeg gjorde ret.“
„Mor, kjære mor! Lad os flytte tilbake igjæn til skogen hjæmme,
til landevejen gjænnem skogen vor! Lad mig høre mere! Der
var det altså! Mor, fortæl! Hvordan gik det dig, søte mor! Gud,
hvor du er dejlig! I dig opdager man da bestandig noget nyt.“
Moren strøk henne over hennes hår og stilnet av.
„Mor, jeg kjænner den skogvejen om sommernatten. Laura gik
den med mig, da hun var blet forlovet, gik og fortalte hvordan
det var gåt til. Fiskerne rodde også den gang forbi, just som vi
kom frem til en åpning. Vi gjæmte os bak en stor sten. Og mål-
trosten begynte, og en hel del andre fugler; men det som mest
betok mig, var duften.“
„Ikke sant? Og det er vel derfra at jeg bestandig siden syntes
det duftet skog av Karl. — Nej, jeg må fortælle dig som han var
„umedvidende“ — ja, hvad annet ord skal jeg bruke? Vi stod
stille og så ut over sjøen. „Å, sådan længsel det gir,“ sa jeg. ,Ja,
efter at bade, ikke sant?“ sa han.
Magne kom i den stærkeste latter; moren smilte. „Nu er det
mig ikke længer så underligt. For ham var vandet mer æn for os.
I bad styrtet han sig til de urimeligste tider; når han ikke fantes
i marken eller på kontoret, så var han der. For ham var det
den stærkeste naturfølelse; han vilde kjænne koldt av jordom-
favnelsen, sa han.
Du kan ellers tro han lo med selv, da han så hvor jeg lo.
Ja, vi lo, så det blev til koncert.
Men mor, hvordan gik det? Nu kan jeg ikke vænte længer!“
Jeg kom hjæm, som folkene skulde stå op. Og som denne
nat den næst-næste og næst den næst-næste! I en av dem regnet
det, vi gik sammen under én paraply. Det var vel det som
gjorde utslaget.“
„Utslaget—? Hvordan?“
„Jo, hadde vi én gang gåt arm i arm, så blev det siden også
arm i arm.“
„Men de andre, mor? Var I da ikke rædd de andre?“
„Nej, de andre var ikke til for os. Hvad jeg ellers levde, husker
jeg ikke. Det gik sådan at en nat hadde vi sat os ned ... “
„Å, nu kommer det!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
