Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MORS HÆNDER 333
Jeg bad om at få sitte; jeg kunde likesom ikke længer. Natten
så herlig, stillheden og vi to — han talte bestandig like in i øjnene
på mig, og han visste ikke selv som disse øjne nu strålte av
lykke. Jeg hadde ikke ord, tilsist ikke pust, jeg måtte hvile. Og
det var ikke mange stunder efter, så sat jeg på hans fang.“
„Var det han som —?“
Jeg husker ikke rigtig; jeg husker bare første gang jeg hadde
armene om hans hals og ansigtet in i hans hår og skjæg ... for
en vellyst, noget absolut nyt, in til det innerste saligt. At kjænne
disse kjæmpearmer omkring mig, jeg blev båret langt, langt bort.
Men vi sat på stenen.“
„Var du som fra dig —?“
„Ja, se der er det! Det kalles nemlig så; men det er omvændt
at komme med al sin forstand op i en højere orden. Hos ham
var jeg én gang til mig selv. Det er kjærligheden, alt annet er
ikke kjærlighed.“
„Mor, mor, så var det dig som flyttet dig op på fanget til ham?
Det var dig!“
Jeg er bange for det var mig. Han var visst for beskeden og
blyg til at begynne på noget sådant. Det var visst mig. Ja, i grunnen
så vet jeg det var mig. For en må jo bærge livet. Det gallt ikke
mindre. Dette at få hjælpe ham, at følge ham og dyrke ham, at
gi mig helt til ham, det eller ingenting mere. Jeg tror visst det
var noget sådant jeg sa også, hvis jeg sa et eneste ord.“
„Å, du vet du sa det!“
Jeg tror jeg sa det. Men fra slike stunder vet en ikke forskjel
på hvad som føles og siges.“
Hun så ut i det lange dalføre. Hun stod som en der vilde til
at synge. Hodet løftet, åpen munn, lyttende til tonerne, før de
kommer. Men det var ikke så; det var de toner der var gåt,
hun hørte igjæn.
Litt efter sa hun helt sagte — datteren måtte nærmere, for elve-
susen tok enkelte ord —: „Nu skal du høre noget, Magne ....
du har aldrig hørt det av mig, og andre har vel heller ikke sagt
dig det ... “
„Hvad er det, mor? Du gjør mig næsten rædd.“
„Dengang jeg møtte din far .... var jeg forlovet.“
„Hvad siger du? — Du, mor?“
„Forlovet og skulde gifte mig; ja, det var min siste måned hos
dronningen. Forlovelsen var skedd og skulde fullbyrdes under
højeste protektion.“
„Med hvem —?“
„Der er det! .... Sa jeg dig før, at den gang jeg traf din far,
hadde jeg i grunnen opgit mig selv?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
