Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MORS HÆNDER 33F
dere to! Mor, den må jo ha været så vi andre ikke kan sove
for det.“
„Over al forstand, barn. Over al forstand! Og vet du — bak-
vaskelsen om os, især de skidne anonyme brev, nederdrægtig-
heden . . . den hjalp til! For hvær gang gjæmte vi os bestandig
tættere i hværandre. Han hadde ikke så fin hud for sådant som
jeg. Han forstod det først gjænnem mig. De der styrer dette lille
folk i det selskabelige, er ikke avkom av Nordmænn, men av in-
flyttere. En som han kunde aldrig komme i fotlag med dem. Men
jeg var en av dem, og gjænnem virkningen på mig forstod han!
Blev han først sat på et spor, ja da kan du tro—! Av natur var
han en opdager. Og når han nu først rigtig fant ut hvad jeg
hadde utsat mig for ved at vælge ham ... nå, det gav fart! Ja,
har der været løn på jorden, så gav han den! Nat og dag, hele
sommeren, hele høsten, hele vinteren, hele våren var vi ikke fra
hværandre. Vort liv var jo en flugt fra de andre, men det var
en flugt in i et paradis. Han avslog alle inbydelser, han hadde
knapt tid at tale med folk som kom; han vilde ikke ha dem her.
Han og jeg og jeg og han i de store stuerne og de små kammersene,
han hos mig eller jeg hos ham. Og på landevejen, i marken, på
sæteren, på sjøen, på isen, i arbejde, i tilsyn sammen, sammen,
eller, om borte fra hværandre, så bare for at komme sammen
snarest. Men jo mere vi var sammen, jo rikere blev han. Det
største for mig var ikke tankestrømmen, men mannen. At se ned
i hans oprigtighed, som var klar tilbunds, det var for mig de
herligste stunder jeg har levd. Hans hengivenhed for mig, eller
hvad jeg skal kalle det — det samler sig i et eneste billede:
hans store hode i mit fang! Der la han det ofte ned, og sa hvær
gang: Her er godt at være!
Og datteren la nu sit hode ned i morens fang og hulket.
Det tok på at regne, de rejste sig, de måtte gå hjæmover igjæn.
Den lille samling hus der oppe ved stationen lå i regnen fjærnere,
men blev fortroligere. Også landskapet fik mere samfarve og
venlighed; bjørken duftet trefoldig.
„Ja, nu, mit barn, tror jeg at jeg har git dig noget av hans
længsel. Ikke sant? Hun bøjde sig mot hennes ansigt.
Istedenfor svar gjæmte datteren sig hos henne.
Det varte en stund før de atter gik.
„Du hadde længselen; den er arv, og jeg har øket den i dig
fra ham. Store mål, ædle mænn og kvinner har jeg sat op for
dig. Så gjorde han. Højsinnede tanker har jeg badet dig i, som
han badet sig i naturen, for at svale sine.
Jeg visste, da jeg sendte dig ut, at jeg handlet i hans ånd. Men
jeg kjænte selv best rustningen du hadde på. Den var fra ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
