Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340 ÉN DAG
omgang og husets stillhed. Så det hørte til henne at være væver
og grej uten støj — nok frimodig, men med herredømme over
sig selv, derfor agtsom.
Så meget underligere var hvad som hændte henne, da hun var
ved at bli voksen, sådan en fjorten, femten år. Hun fulgte et par
veninner på en koncert som byens sangforening og et par ama-
tører gav for de fattige til jul. På den koncert sang Aksel Årø
„Sov i ro!“ av Möhring. Som alle vet, bærer et dæmpet manns-
kor sangen i vej; det brer måneskin foran den, mere måneskin,
og i det rodde Årøs røst frem med lange åretak. Røsten var en
hel, rund bassbaryton, som folk fant stort behag i. Uten rift eller
lyde kunde den spænnes bent som en snor herfra til Wien. Men
Ella hørte inneni denne likelige røst en annen, en medklang av
svakhed eller smærte, og hun trodde alle kunde høre den. En
bevægelse innerst i den, en rørende fortrolighed, som tok henne
om hjærtet og sa: „Sorg! Å, sorg er mit livs lod! Jeg kan ikke
for det, jeg er fortapt!“ Før hun selv visste av det, sat hun og
vilde gråte. Noget mere intrængende æn denne røst hadde hun
ikke været ute for. Fra tone til tone steg det; hun mistet magten
over sig selv, og la ikke mærke til det. Han stod der nokså høj,
slank, det blonde bløte skjæg nedover brystet; hodet var lite med
store, tunge øjne, søsken til røsten; også øjnene hadde noget
innerst inne som sa: „Sorg, sorg!“ Dette tungsinn i øjnene hadde
hun set før, men ikke visst hvad hun så, før nu hun hørte røsten.
Og gråten vilde frem. Den måtte ikke. Hun så sig om; ingen
annen gråt; hun presset tænnerne sammen, trykket armene in til
kroppen og knærne ihop, så det sved, ja hun skalv. Hvorfor i
al værden skulde dette nætop hænde med henne og ikke med
nogen av de andre? Hun puttet lommetørklæet op foran munnen,
og jog sine tanker ut til de ytterste skjær, der hun hadde set
fyrtårnet blinke og atter slukkes og sjøen hvær gang bli full av
spøkelser. Men nej! De kom hjæm igjæn, de vilde ikke være
der. Lommetørklæet, hænder, advarende øjne kunde ikke stanse
den første hulk, den brøt igjænnem! Foran alles opskræmte øjne
rejste hun sig, kom fort og behændig forbi og ut, der slap hun
sig løs. Ingen fulgte, ingen turde kjænnes ved henne. —
Du som læser dette, skjønner du hvor forfærdeligt det var?
Har du været på en sådan — jeg hadde nær skrevet taus kon-
cert i en norsk kystby av halvt pietistisk opdræt? Mannfolk er
der næsten ingen av; enten ligger ikke musik for mannfolk i
kystbyerne, eller de er her på klubben, på et annet sted — ved
billarden, kortbordet, i restaurationen, ved punschen og aviserne.
Nogen av dem er kommet op et øjeblik og står borte ved døren;
står som de der hører huset til og vil se litt på de fremmede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
