Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han stod foran henne og sa: „Det er da en dejlig flætte De har.“
Røsten likesom overdrysset den med gullstøv. Han løftet hånden,
som vilde han røre ved den, men i steden førte han den op i sit
skjæg. Da han mærket hennes dype unseelse, vilde han ikke
stå der længer, men vændte sig.
Flere ganger senere følte hun ham; men han kom ikke mere
hen til henne. De andre herrer tok del i dansen, Årø danset
aldrig. Han hadde noget ved sig som i sin art var det behageligste
hun visste. En tilbakeholden fornemhed, en stil i sin fremtræden,
en hensynsfullhed av den langsomme, dvælende slags, som vel
også var den eneste hun vilde ha forståt. Hans gang gav intryk
av at han holdt halvdelen av sin kraft tilbake, og således i det
hele. Han var høj; det lille, noget smale hode sat på en nokså
høj hals, skuldrene var ikke svære; men aldrig hadde hun før
lagt mærke til måten at dreje hode og overkrop på, eller visst at
der kunde være noget, ja næsten musikalsk ved det.
Hvad herefter foregik, og rummet det foregik i, fløt sammen i
lys. Med én gang var det ikke længer så. Litt efter hørte hun
også: „Hvor er Aksel Årø? Har han gåt?“
Han var ikke længe hjæmme den vinter. Han hadde været to
år i Havre, og kom nætop derfra; nu skulde han være to år
i Hull.
Hitintil var musikken for Ella en kjær øvelse; især hadde hun
ælsket harmonierne og søkt dem. Fra nu av blev det melodien
hun gav sig hen til. Hun hadde lyttet til klangen og prøvd sig
frem i den; nu gik musikken over til at bli sprog. Hun talte selv
i den, eller nogen talte til henne.
Foruten alle som var i et selskap, var der fra nu av én til.
Aldrig alene mere, ikke på gaten, ikke hjæmme. Og flætten var
blet det hellige tegn.
Ut på foråret møtte fru Holmbo henne på gaten. Ella kom fra
præsten med sin salmebok i hånd. „Går De til konfirmation?“ —
„Ja.“ — Jeg har en hilsen til Dem. Kan De gjætte fra hvem?“
Nu var fru Holmbo en veninne av Aksel Årøs søster og bestandig
sammen med familien. Ella blev rød, og kunde ikke svare. „Jeg
ser De vet hvem det er fra,“ sa fru Holmbo, og rødere blev Ella.
Med et smil som var nokså overlegent — og byens smukkeste
dame hadde overflod av dem — sa hun: „Aksel Årø skriver ikke
gjærne. Nu fik vi første brevet siden han rejste. Men i det brev
skriver han, at dersom vi ser henne med flætten, så hils henne
fra mig. Hun gråt ved Möhrings sang; det kunde I andre også
ha gjort, skriver han.“
Tårerne sprang Ella i øjnene. „Nå, nå,“ trøstet fru Holmbo,
„der er intet ondt i det.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
