Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346 ÉN DAG
De stod en stund, som væntet de på et vers til — derfor still-
hed; men så brøt der et bifall ut som aldrig var hørt make til.
De vilde ha sangen op igjæn. Men ænnu hadde ingen hørt Aksel
Årø synge noget to ganger efter hværandre. Så det måtte de
opgi.
Ella hadde aldrig hørt sangen, hverken dens ord eller dens tone.
Da han begynte den med øjnene dithen, trodde hun at hun skulde
tumle ned; noget så uhørt djærvt hadde hun ikke anet. Han,
ellers så ordknap, hensynsfullt tilbakeholden, synge dette over til
henne, så alle hørte! Hvit som væggen hun støttet til, fik hun
slik åndenød at hun så sig om efter hjælp. Like bak henne, også
oppe på bænken, stod fru Holmbo, magnetiseret, skjøn som en
statue. Hun så ikke mere Elias nød æn hun så klokken på byens
torv. Denne absolute udeltagelse kjølnet henne av; hun kom til
sig selv igjæn. De andres nærvær, som hadde været henne så
forfærdeligt, betydde jo ingenting, så længe ingen forstod. Hun
hørte tilsist på uten angst. Annet vers helt og holdent. Mere
skjult, mere yndig kunde det ikke siges henne, tross alle hørte.
Bare han ikke hadde set på henne! Bare hun hadde fåt
gjæmme sig!
Straks siste tone sluttet, hoppet hun ned. Nede mellem alle
skuldre fant hun sin blufærdighed igjæn, sin frydefulle drøm, sin
hemmelighed i brudedragt og fæst. Hvad var ikke hændt, og
hvad skulde bli det næste? Rundt om tindrende øjne, jublende
røster, klappende hænder — var det ikke som fakler og hyld-
ningsrop, var det ikke for henne med? Innenfor han og hun —
alle de andre utenfor.
Dansen begynte straks — og hun avsted! Hun avsted, som
var alt til hennes ære, eller som var hun den eneste! Hennes
kavalerer, den ene efter den andre, prøvde at snakke med henne;
men det nyttet ikke. Hun lo — lo dem op i øjnene, som var de
gale, og hun alene forstod. Danset, strålte, lo — fra armene på den
ene og in i armene på den andre. Så da Hjalmar Olsen fik sin
vals, var det som han tok imot atten friske buketter og et „Længe
leve Hjalmar Olsen!“ Han var mer æn smigret. Da hun la sin
hvite arm som hengivent barnesnak op efter hans sorte kjole,
kjænte han at han i grunnen var like uværdig som Peter Klaus-
son. Han skulde så visst ikke plette henne; han holdt henne
udadlelig langt ifra sig, og da han syntes hun lo, og vilde opdage
det lille menneskes leende åsyn ensteds nede ved sin vest, og
da han på den ekspedition fik se mere æn han burde se (for han
løftet hennes armer så skrækkelig højt) skammet Hjalmar Olsen
sig, og danset videre med øjnene stivt ut i rummet som en søvn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
