Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
III
Nok én fra ballet dampet samtidig frem over Atlanterhavet; det
var Hjalmar Olsen. Skibet fulgtes av en evindelig nordveststorm,
og når det blev aldeles for galt, drak han grogg til. Men hvær
gang han gjorde det, undret han sig over at da stod han ansigt
til ansigt med et minne fra ballet; det var den lille rosenrøde,
henne med Hætten. Hjalmar Olsen fant han hadde båret sig nokså
gentlemanlike ad imot henne.
I førstningen tænkte han ikke større ved det. To ganger hadde
han været forlovet, og begge ganger var det gåt i stykker; skulde
han tredje gang til, måtte han giftes med det samme. Disse over-
læg gjorde han nok, ja hadde gjort dem ofte; men han gav ikke
nøjere agt på sine egne tanker. En damper gjorde ikke mange
døgn mellem havnene, og hvær gang var der moro nok. Han gik
til New York, derfra til New Orleans, han stak ned til Brasilien
og opover igjæn. Så nedover på ny og ændelig derfra direkte til
England og Norge. Men ofte undervejs, når han blev alene, og
helst ved et glas grogg, møtte han henne med Hætten. Så mærk-
værdig som hun hadde set på ham. Han blev god invortes ved
at tænke på det. At skrive brev holdt han ikke meget av, ellers
hadde han kanske denne gang gjort det. Men da han kom til
Kristiania, og hørte av en mann fra byen dernede at hennes mor
lå for døden, tænkte han straks: jeg skal sandelig se ned til henne.
Kanske vil hun finne det vakkert av mig, om jeg gjør det nætop nu.
To dager derefter sat han foran henne i den lille dagligstue mot
hotellet og torvet. Hans svære hænder, mørke av hår og sol,
strøk knærne, mens han smilende bøjde sig frem og spurte om
hun vilde ha ham?
Hun sat lavere æn han; hennes fyldige barm og tætte arm var
inspænt i en brun kjole, som han så ned på, når han ikke så
henne i ansigtet, der var så blekt og skjært. Hun følte hans øjnes
vandring; hun kom fra sideværelset og fra dødens tanker; hun
hørte et lite ur ovenpå mælde at klokken var syv, mælde det
som en gjøk, og dette lille minne om alt som her nu var forbi...
det ene med det andre gjorde at hun vændte sig fra ham med
tårer i øjnene: „Jeg kan umulig tænke på så’nt nu.“ Hun rejste
sig og gik hen til sine blomster i vinduet.
Så måtte også han rejse sig. Kanske svarer hun mig senere
hen, tænkte han, og disse tanker gav ham ord, litt kejtet, men
nokså tydelig. Hun rystet på hodet og så ikke op.
Han gik. Utenfor tok han gal vej, og da han vændte om og
så huset igjæn, det vesle dukkestellet, kjænte han lyst til at kaste
det altsammen på sjøen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
