Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ÉN DAG 361
rariteter, posemænn, som hang efter benene, pjerrot’er, nisser
oppe på garstaurenes ytterste spisser, mannslinger med ryggsækker;
eller en henslængt hue, en natkappe, et dyr uten hode, et annet
med hale av uhørt længde, en stor vott, en omvændt vandkanne.
Sommesteds bart, sort løvværk som forsiringer på den hvite væg,
andre steder svære snefang i nåletrærne med grønt over og under,
magtfulle farvemængder mot hværandre.
Arø holdt stille; de steg begge av.
Da jog en helt annen intryksrække frem. Like ved dem lå en
gammel fyr av en stamme, halvt væltet i livets lek. Men drømte
han ikke nu i vinteren den skjønneste drøm, nemlig at han var
ung? I overgiven opbygning av snehvit herlighed hadde han
glæmt al værk og brøstfældighed; skjult var mosen i hans hud,
rotens råttenskap var overbredd, sårene efter de tapte grener
usynlige. En skrøpelig grind var tat av og stod lænet til gjærdet,
brusten og ubrukelig. Også den hadde vinterens kunstnerhånd
søkt op og fornyet; nu var den et arkitektonisk mesterværk. De
hældende, mørke gjærdestolper var unge dandyer med hatten på
skakke og muntre miner. De gamle skiddengrå, mos-ætte gar-
staurer, — paradiset kan ikke drømmes bak en skjønnere inheg-
ning! Deres svakhed var i opstandelsen blet deres styrke, sprækker
og kvister i veden sneens ypperste bygningsgrunn, hvært hul
stoppet til med en skydott av himmelske krystaller; vansirende
ujævnheder like fra den tid de kløvdes, var nu kysset og dækket,
lunet og smykket, alle fejl optat med i de hvites samfund.
En segnende løe nedenfor vejen, en vel avtjent moderfavn for
løv og torv, — også opsøkt og overgydt ødslere æn værdens
rikeste brud. Av himlens eget fang drysset full til sådan overdåd
at sneen hang i hvite faner intil over en halv meter utover taket,
somme steder foldet op igjæn med høj kunst. Den gråsorte væg
in under fanerne så derved ut som gammel persisk vævning;
hele løen var færdig for at stå in på scenen i et Shakespearsk
drama. Bærgene bak, hejerne foran, begge glødende i solen som
engang i gydningens hosianna.
Ella hørte idelig fra det fjærne to spæde: „Mama, mama!“ in
i alt dette. Da hun skulde se sig om efter sin følgeslager, sat
han på slæden, helt betat, mens tårerne rant nedover hans kinner.
Snart kjørte de videre, men langsomt. Jeg husker denne sølete
vej,“ sa han; røsten lød så vemodig; „trærne skygget, så den
Sjælden blev tør; men nu er den da fin nok!“ Så drejde hun på
sig og løftet hodet mot ham: „Å, syng litt!“ Han svarte ikke
straks; hun angret hun hadde bedt; men så sa han: Jeg tænkte
på det, men så kom der slik bevægelse over mig. — Sig nu ikke
noget på en stund, så kanske jeg kan. Den gamle vintervisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
